Polske, tyske, litauiske eller noget helt fjerde.
Uanset hvor de udenlandske virksomheder kommer fra – og uanset om de bygger skoler eller gør rent – er regeringen og Enhedslisten parat til at gøre livet lidt surere for dem, hvis ikke de betaler skat, overholder arbejdsmiljøloven eller følger det danske lønniveau. Ifølge Berlingskes oplysninger er parterne ved at nå til enighed om blandt andet at give Arbejdstilsynet mulighed for at udstede bøder øjeblikkeligt til udenlandske virksomheder, der ikke er registreret som de skal i det såkaldte RUT-register. Hidtil er virksomhederne nemlig forsvundet som dug for solen, hver gang Arbejdstilsynet har opdaget problemer ude på byggepladserne. »Det er små skridt, men det går den rigtige vej med at få bugt med de udlændinge, som snyder i skat og undergraver de danske lønninger. Lige på dette punkt har vi nået mere med den nuværende regering, end hvad vi nåede med de borgerlige på ti år,« siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.Enhedslisten kræver også, at arbejdsgiverne inden for rengøringsområdet skal stå til ansvar for, at deres underleverandører er registreret korrekt, og at hovedentreprenøren hæfter for det, hvis det viser sig, at deres underleverandører ikke overholder overenskomsten. Det tyder dog på, at netop det sidste bliver svært at komme igennem med.»Vi mener, at det kan lade sig gøre at indføre et kædeansvar fra politisk side uden at komme i konflikt med EU-lovgivningen, og uden at vi blander os i, hvad der skal stå i overenskomsterne,« siger Finn Sørensen som understreger, at fagbevægelsen i højere grad end tidligere presser på for kædeansvar for at komme løndumping til livs.
Kommuner vil ikke blande sig i løn
Kommunerne er enige i, at det er nødvendigt at stramme vejledningen over for de udenlandske virksomheder og sikre, at de registrerer sig korrekt og overholder arbejdsmiljøloven. Men de afviser et kædeansvar, der går ud på, at en underleverandør skal følge LO-forbundenes overenskomst.
»Vi kan jo ikke stille krav om, at en virksomhed følger en bestemt overenskomst. Det er i strid med forvaltningsretten og EU-lovgivningen. Når det handler om skat og arbejdsmiljø, er vi åbne over for kædeansvar. Jeg tror bare ikke, at det vil gøre den store forskel. Alle kommunerne har jo en interesse i at sikre, at deres penge ikke går til sort arbejde. Men det er noget andet, når vi taler om løn. Løn har altså ikke noget at gøre med loven,« siger kontorchef i KL Karsten Thystrup, som understreger, at underleverandørproblematikken og løndumping ikke fylder meget i kommunerne.