Finanskrisen rammer danskernes elforbrug

I de sidste tre måneder af 2008 faldt strømforbruget med 3,0 procent i forhold til samme periode forrige år, og alene i december måned faldt strømforbruget med 4,6 procent, skriver Energinet.dk i en pressemeddelelse.

Læs mere
Fold sammen
- Vi har aldrig før set så voldsomt et fald på kun ét kvartal. Det er historisk, siger elmarkedschef Nicolaj Nørgaard Petersen fra Energinet.dk.

Elforbruget fordeler sig mellem forbruget i de danske hjem, i industrien og i handels- og servicesektoren. De forbruger cirka en tredjedel hver.

Et fald på tre procent på landsplan på blot tre måneder kan ikke lade sig gøre, medmindre der bruges væsentlig mindre strøm i industrivirksomhederne.

- Tallene er derfor en meget tydelig indikator for, hvor samfundsøkonomien er på vej hen, fortæller Nicolaj Nørgaard Petersen.

Nicolaj Nørgaard Petersen udelukker ikke, at faldet i elforbruget efter nytår meget vel kan blive endnu større.

- Vi har tjekket tallene tilbage til begyndelsen af 80'erne, og vi har aldrig tidligere set så markant et fald på et enkelt kvartal. Faldet i elforbruget her efter nytår kan meget vel vise sig at være endnu kraftigere, siger han.