Finansiel Stabilitet hvæsser våbnene, minister kaster sig over ny skatteskandale og pensionsafkastet falder

Læs mere
Fold sammen

Statens finansielle autoophugger, Finansiel Stabilitet, gør klar til det afgørende slag i retsopgøret efter krakket i Roskilde Bank. Finansiel Stabilitet beskylder ledelse og revision for passivt at se til, at banken blev drevet med ensidigt fokus på vækst i udlån til ejendomssektoren uden hensyn til sikkerheden. Eksempelvis gav banken således den økonomisk pressede og nu krakkede ejendomsmatador Carsten Leveau lån på svimlende 928 millioner kroner uden sikkerhed.

Skandalerne fortsætter i SKAT efter afsløringer af en ny type svindel med udbytterefusion, og skatteminister Karsten Lauritzen (V) er nu klar til at gribe med endnu en undersøgelse og eventuel til ny lovgivning, hvis det bliver nødvendigt.

Efter jubelåret 2014 er afkastet på danskernes pension dykket med 50 mia. kroner i årets første halvår. Afkastet blev på lige under 36 mia. kroner og er nu tilbage på det mere normale niveau, siger både pensionsselskaber og eksperter.

For alle der interesserer sig for iværksætteri, vil vi anbefale at tjekke denne side ud. Her videoblogger de friske gutter fra Donkey Republic, der vandt start up-prisen Guldæg 2015, nemlig direkte fra iværksætter-bootcamp i Tel Aviv i Israel. Du kan også følge dem på Berlingske Business' Instagram-profil, som de låner i de kommede dage. Klik på linket eller søg efter Business.dk i Instagram-app'en.

Her til slut en serviceoplysning: Lufthansa-piloter fra fagforeningen Vereinigung Cockpit strejker, hvilket rammer minimum 84 afgange i dag. Du kan læse mere om sagen her og tjekke om dit fly er ramt af strejken her.

Håber I får en dejlig dag. København tog sig i hvert fald godt ud her til morgen.

Godmorgen fra Mads Kolby, dagens onlineansvarlige på Business.dk