Filiallandet Danmark

Tendensen til udenlandske opkøb af danske virksomheder svækker indflydelsen på dansk erhvervsliv, vurderer forskere

Jens Klarskov, administrerende direktør for Dansk Erhverv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt

Med salget af ISS er endnu en stor, dansk virksomhed kommet på udenlandske hænder. De senere år er en række af Danmarks helt store virksomheder blevet gjort til landefilialer, men mens det er en god nyhed for virksomhedernes ejere, er det ikke nødvendigvis en glædelig tendens for det danske samfund.

Det betyder nemlig også, at Danmark mister indflydelse på virksomhederne, som taber interesse for dansk politik og samfundsforhold.

Det siger flere forskere og organisationsfolk oven på gårsdagens nyhed om, at dansk-britiske G4S køber den store servicekoncern.

»Det er klart, at fusionen må forventes at svække de danske politikeres muligheder for at holde kontakt til virksomhedens ledelse og trække på den i forbindelse med erhvervspolitiske initiativer,« siger professor Ove K. Pedersen CBS.

ISS’ hovedkontor i Danmark vil blive nedlagt, og virksomheden vil fremover blive drevet fra G4S’ koncernhovedsæde i Sydengland. Det direkte jobtab er ikke stort; der arbejder kun 120 mennesker på ISS’ hovedkontor. Men den indirekte virkning bliver større.

»Personkontakten og netværksrelationerne mellem politikerne og virksomheden bliver tyndere, eventuelt forsvinder den helt. Samtidig bliver det relativt mindre interessant for virksomheden at holde kontakt til danske politikere og organisationer som Dansk Arbejdsgiverforening og DI,« siger Ove K. Pedersen.

Udviklingen giver da også anledning til en vis bekymring, lyder det fra Dansk Erhverv, der repræsenterer flere medlemmer med udenlandske ejere.

»Danmark mister i sagens natur fokus, hvis vi bliver et filialland i stedet for et hovedkontorland, for beslutningerne om, hvordan virksomheden skal investere, bliver ikke længere truffet her. På den ene side kan det ske, at politikerne mister nogle gode og nyttige relationer. Men samtidig oplever vi også, at direktørerne i flere udenlandsk ejede virksomheder fortsat er meget opmærksomme på - og engagerer sig i - hvad der sker i Danmark,« siger Jens Klarskov, administrerende direktør for Dansk Erhverv.

De seneste år er en række store danske virksomheder blevet overtaget af udenlandske virksomheder og fusioneret ind i dem.

I 2004 blev Radiometer solgt til amerikanske Danaher, i 2006 blev DT Group, moderselskabet bag Silvan og Stark, solgt til britiske Wolseley, og tidligere i år blev Danisco overtaget af amerikanske DuPont.

Men lige akkurat i ISS’ tilfælde er det nu lidt sent at beklage udviklingen, for det er længe siden, koncernen holdt op med at være dansk, mener professor og dekan Jesper Strandskov fra Syddansk Universitet.

»Det er klart, at man i Danmark kan sige, at man mister en samtalepartner, men jeg har indtryk af, at den stemme i forvejen var svagere end, da Poul Andreassen ledede ISS. Virksomheden har allerede, også med det ejerskab den har haft, været en international virksomhed, som har løsgjort sig fra sine danske rødder - det er efterhånden mange år siden,« siger han.

Jesper Strandskov, som også har forsket i ISS, mener, at det har mere betydning, når store produktionsvirksomheder flytter ud.

»ISS har reelt ikke været »dansk« - i anførselstegn - i adskillige årtier; den har været drevet med et globalt sigte og perspektiv. ISS’ ekspansion er foregået ude i verden, i Asien, Nordamerika og Sydamerika, og det er disse markeder, der driver tænkningen i og omkring virksomheden,« siger han.

Konsekvensen bliver, at presset på politikerne for at give erhvervslivet bedre vilkår bliver endnu stærkere.

»I fremtiden går Danmarks muligheder for at få indflydelse på virksomheden via EU. Og så vil de bestå i at have gode investeringsvilkår, hvilket handler om løn, skat, vilkår for udstationerede og meget andet. Det bliver altså markedet - og ikke den historiske eller traditionelle tilknytning, der bestemmer vores indflydelse,« siger Ove K. Pedersen.

De senere år har en stigende del af erhvervslivet været udenlandsk ejet. I 2008, det seneste år der findes tal for, blev 23 procent af omsætningen i dansk erhvervsliv skabt af udenlandsk ejede virksomheder.B



INFOshop: Rengøringsbranchen effektiviserer sig til god økonomi