Fiasko for skatterabat til pengetanke

Lokkemad. En særlig fradragsordning for investeringer på First North har ikke kunnet vække de institutionelle investorers interesse for minibørsen.

Regeringens forsøg på med skatterabat at lokke landet største pengetanke til at investere i de små og mellemstore virksomheder på minibørsen First North er slået fejl.

Pensionsinstitutterne har indtil videre ikke investeret på First North, og i branchen hersker den holdning, at skatterabatten i sig selv ikke kan ændre på den situation. Rabatten gives til pensionsinstitutter som et skattefradrag, idet fem procent af investeringer i First North-selskaber kan trækkes fra beskatningsgrundlaget.

Det kan nok lyde attraktivt, men faktum er, at disse meget pengestærke og betydende investorer simpelthen ikke opfatter rabatten som lukrativ nok til at den kan afgøre, hvorvidt de skal investere på First North eller ej.

- Skattefradraget indgår ikke i vores beslutningsproces omkring First North. Reelt set er det fradrag ligegyldigt, og vi tillægger det ingen værdi, fordi beløbene bliver meget små, siger porteføljemanager Søren Krohn fra PKA, der er landets største administrationsselskab for pensionskasser.

PKA har som blandt andre Danica Pension, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) ikke investeret på First North, og Søren Krohn understreger, at hvis det sker, vil det være på grund af en interessant investeringsmulighed og ikke skattefradraget.

Samme holdning har LD, hvor man heller ikke er afvisende for at investere i selskaber på First North. Således har man fulgt og undersøgt hvert eneste af de indtil nu seks selskaber på minibørsen, men balancen mellem prissætning og forventninger til selskaberne har ikke været god nok til, at LD har villet gå ind.

- First North er et godt initiativ, og vi følger med i markedet. Muligheden for skattefradrag har ikke nogen betydning for vores interesse, og fradraget er ikke nok til i sig selv at få os til at investere, forklarer vicedirektør Dorrit Vanglo, LD.

Private holder forMed den afventende holdning hos pensionsinstitutterne har det været op til de private investorer at få First North, som åbnede i december sidste år, til at lette fra jorden.

Det er lykkedes med en omsætning til dato på omkring 150 mio. kr. og altså seks noterede selskaber med yderligere tre på vej inden årets udgang.

På Københavns Fondsbørs, der driver First North, konstaterer man dog, at markedspladsen kunne have udviklet sig endnu bedre, hvis landets største investorer havde bakket mere op om den.

Det var også hele tanken, da økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen lancerede planerne om minibørsen og det tilhørende skattefradrag. Ministeren har sat gang i flere tiltag for at få pensionsinstitutterne til at øge deres investeringer i små og mellemstore virksomheder, men indtil videre uden resultater for First North.