FAKTA: Chr. Hansen tjener penge på yoghurt og ost

Virksomheden Chr. Hansen udvikler og sælger ingredienser til fødevarebranchen og den farmaceutiske industri.

Læs mere
Fold sammen

København. Chr. Hansen har onsdag fremlagt regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2016/2017. Se her, hvordan virksomheden tjener penge.

* Chr. Hansen har tre forskellige forretningsdivisioner:

- Culture & Enzymes-divisionen fremstiller kulturer, enzymer og såkaldte probiotika til fødevarebranchen og især mejeribranchen.

- Health & Nutrition-divisionen fremstiller produkter til virksomheder, som gør sig inden for kosttilskud, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin og dyrefoder.

- Natural Colors-divisionen fremstiller naturlige farver til fødevarebranchen. Det er især til is, mejeriprodukter, frugtblandinger, drikkevarer og færdigretter.

* Chr. Hansen er en verdensomspændende virksomhed, der blev grundlagt i 1874 af apoteker, fabrikant og godsejer Christian D.A. Hansen.

* Virksomheden har mere end 2700 medarbejdere fordelt på 30 lande. Hovedproduktionen foregår i Danmark, Frankrig, Tyskland og USA.

* Chr. Hansen har hovedsæde i Hørsholm nord for København. Administrerende direktør er hollænderen Cees De Jong, der har været topchef siden april 2013.

Kilde: Chr. Hansen.

/ritzau/