Færre russere holder ferie i Danmark

Den økonomiske krise i Rusland har gjort det cirka 30 procent dyrere for russere at besøge Danmark, og det går ud over besøgstallet.

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Turister i København
Læs mere
Fold sammen

Danmark er et populært rejsemål for turister for hele verden, der trodser risikoen for sommerregn og blæst for at opleve vores land.

De seneste år har budt på konstant fremgang for dansk turisme, men der er dog én gruppe turister, som der er blevet markant færre af: Russerne.

En beregning på baggrund af tal fra Danmarks Statistik foretaget af HORESTA viser, at vi siden midten af 2014 har mistet hver femte russiske turist.

»Tallene viser, at der i perioden maj 2014 og de efterfølgende 12 måneder har været et fald i de russiske overnatninger på cirka 22.000, hvilket svarer til 20 procent,« fortæller formand Jens Zimmer Christensen fra HORESTA, der er hotel- og restaurationsbranchens interesseorganisation.

Antallet af russiske turister blev ellers næsten tredoblet fra 2005 til 2013, men i 2014 knækkede kurven, hvilket betyder et fald fra 111.000 til 89.000 overnatninger booket af russere i Danmark.

Forklaringen er dog ikke, at russerne andre feriedestinationer på bekostning af Danmark. Ifølge HORESTAs vurdering skyldes udviklingen først og fremmest den krise, som den russiske økonomi befinder sig i.

»Russerne har færre penge at rejse for, og købekraften er faldet markant. Den udvikling forstærkes så af, at den russiske rubel er faldet i værdi i forhold til euroen og dermed den danske krone,« forklarer Jens Zimmer Christensen og fortæller, at det på grund af disse faktorer er blevet cirka 30 procent dyrere for russerne at holde ferie i Danmark.

Han forsikrer dog samtidig om, at faldet af russiske turister ikke får særlig stor betydning for Danmark, selv om det er noget, Horesta fremover vil holde øje med.

»Vi er jo oppe på, at der fra 2006 til 2015 har været en totalvækst i turismen på 45 procent, og når vi så bemærker, at de russiske marked går tilbage, er det fordi, det er et af de markeder, man har haft store forventninger til som nyt vækstmarked,« forklarer HORESTA-formanden.

»Derfor skal der også gøres en ekstra indsats i markedsføringen af Danmark overfor russiske gæster, og vi håber, at antallet af gæster dermed stabiliseres,« siger han og forklarer, at de russiske turister typisk bruger mange penge under ferien.

»Den gennemsnitlige russiske turist bruger flere penge end mange af de andre nationaliteter, som besøger Danmark. En russer bruger cirka 2.200 kroner i døgnet, så det er en gruppe, der skal satses på,« siger Jens Zimmer Christensen.