Færre måtte gå på tvangsauktion i 2014

Den lave rente er med til at holde hånden under boligejere i nød - antallet af tvangsauktioner faldt sidste år.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Antallet af tvangsauktioner faldt i 2014 i forhold til året før. I alt måtte 3.499 danske husstande gå på tvangsauktion mod 4.501 tvangsauktioner i 2013 - svarende til et fald på 22,3 procent.

»Der er dog stadig et godt stykke vej ned til de niveauer, vi så før krisen ramte os, men på den anden side var der dengang tale om usædvanligt få tvangsauktioner i kølvandet på høj beskæftigelse og kraftige boligprisstigninger gennem en årrække. Antallet af tvangsauktioner bundede i 2006 på blot 1.231 stk.,« anfører cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig om statistikken, der netop er offentliggjort af Danmarks Statistik.

Året sluttede med 308 tvangsauktioner i december mod 272 tvangsauktioner i den foregående måned. Men årets samlede antal er det laveste siden 2008.

» Det er dermed en af sidste års mere positive økonomiske historier, hvor dansk økonomi ellers som bekendt skuffede og vækstprognoserne måtte revideres ned. Historisk lave renter og bedring på både boligmarkedet og arbejdsmarkedet er uden tvivl de vigtigste forklaringer på den mere positive udvikling i antallet af tvangsauktioner gennem de senere år. Denne postive cocktail ventes også at være på menukortet ind i 2015 - senest bevidnet ved åbningen af nye fastforrentede lån med historisk lave renter - og dermed ser det ud til, at antallet af tvangsauktioner kan falde lidt yderligere tilbage,« lyder Christian Hilligsøe Heinigs forventninger.