Facebook har egen mønt fra 2020. Nu kommer organisation for verdens centralbanker med et opråb

Efter at Facebook har annonceret, at man vil gå i luften med sin egen valuta, advarer organisation for verdens centralbanker mod hurtig og global digitalisering af økonomien. Internationale politikere må træde til, mener organisationen.

Navnet på Facebooks kommende kryptovaluta er libra. Ifølge techvirksomheden vil libra være klar til brug allerede næste år. Det har dog ikke været en smertefri start, og nu peger Bank for International Settlement på, at politikere må træde til. Fold sammen
Læs mere
Foto: DADO RUVIC/Ritzau Scanpix

Det er ikke mere end en uge siden, Facebook officielt lancerede sine ambitioner for sin egen valuta, libra. Siden har der været diskussion om, hvorvidt Facebook får adgang til sine brugeres data sammenlagt med deres kapital, og stadig flere amerikanske og europæiske politikere har udtalt kritik af projektet.

Nu er Bank for International Settlement, en paraplyorganisation for verdens centralbanker, også ude med sine forbehold over for libra-valutaen, der har fået ry for at kunne ryste hele den etablerede banksektor.

»I lyset af den hurtige og globale digitalisering af økonomien har politikere brug for institutionelle mekanismer for at holde sig ajour med udviklingen og at lære af og koordinere med hinanden,« skriver Bank for International Settlement, BIS, søndag i en publikation på sin hjemmeside.

Facebooks plan er, at den nye, digitale valuta skal være med til at holde på brugerne og gøre dem endnu mere afhængige af Facebook-imperiet, der også består af beskedtjenesten WhatsApp og billedtjenesten Instagram. Med også en valuta vil Facebook få endnu flere værdifulde oplysninger om sine brugere og nu også deres økonomi. Facebook lever i forvejen af sin dybe og omfattende viden om brugerne, deres vaner, deres præferencer og deres interesser, som selskabet udnytter til at sælge særdeles målrettede annoncer.

Hyun Song Shin, økonomisk rådgiver og forskningschef hos BIS

»Offentlig politik er nødt til at bygge videre på en mere omfattende tilgang, der trækker på finansforordning, konkurrencepolitik og databeskyttelse«


Koordinering mellem myndighederne verden over er afgørende

Libra er Facebooks kommende kryptovaluta, der er bygget af teknologien blockchain, ligesom den omdiskuterede kryptovaluta bitcoin er. Libra skal dog være bundet op på valuta som amerikanske dollar, euroen og japanske yen og derfor være langt mere stabil, end bitcoin er.

På trods af længerevarende rygter offentliggjorde Facebook først sine planer for libra tirsdag i sidste uge, der blandt andet indebærer en ambition om, at libra skal kunne handles allerede fra 2020.

Flere store techgiganter arbejder på at operere som selvstændige betalingsenheder, og blandt andet eBay har ligesom Facebook ført sig frem på dette marked med PayPal. Techgiganterne vil tilbyde bankvirksomhed til kunder, der blandt andet ønsker at spare vekselgebyrer.

Men det kommer altså ifølge BIS ikke uden en betydelig risiko, at techgiganterne involverer sig i den finansielle sektor:

​»Målet bør være at reagere på techgiganternes adgang til finansielle tjenester for at drage fordel af gevinsterne, mens risikoen begrænses. Da techgiganternes forretninger spreder sig over lovgivningsmæssige såvel som geografiske begrænsninger, er det afgørende, at myndigheder – nationalt og internationalt – koordinerer,« skriver BIS videre.

Selskab Kurs Ændr. %

Frankrigs finansminister: Behov for at regulere

BIS er ikke den første til at rejse en kritik af techvirksomhedernes indtog i banksektoren.

Nationalbankerne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland meddelte i sidste uge, at Facebook skal forvente at blive holdt nøje øje med.

»Det skal være sikkert. Ellers vil det ikke ske,« sagde den britiske nationalbankdirektør, Mark Carney, i et interview med BBC.

Frankrig har nedsat en særlig kryptovaluta-følgegruppe med det franske bestyrelsesmedlem af Den Europæiske Centralbank, Benoît Cœuré, i spidsen, og den tyske Bundesbank-direktør Jens Weidman lod fredag forstå, at virtuelle penge kan underminere bankerne, hvis de bliver brugt bredt. Den franske finansminister Bruno Le Maire har bedt centralbankdirektørerne i G7-landene om at aflevere en rapport om Facebooks tiltag i midten af juli.

»Dette værktøj til transaktioner vil tillade Facebook at indsamle millioner og atter millioner af data, hvilket styrker min overbevisning om, at der er behov for at regulere de digitale giganter,« sagde Bruno Le Maire til den franske radiokanal Europe 1.

Amerikanske politikere er kritiske – indkalder til høring

I USA, hvor Facebook har til huse og er børsnoteret, har det sociale netværks valutaplaner medført stor, politisk debat. Her er Facebook i forvejen i uvejr efter en række skandalesager, hvor brugernes personlige oplysninger er blevet lækket eller opsuget af uvedkommende, samtidig med at Facebooks rolle som formidler af falske nyheder fra bl.a. russiske meningspåvirkere har bragt selskabet under konstant, politisk beskydning. Stadig flere politikere fra begge sider mener, at Facebook er blevet for stor.

»Facebook er allerede for stor og for magtfuld, og selskabet har brugt den magt til at udnytte brugernes data uden at beskytte deres privatliv. Vi kan ikke tillade Facebook at drive en risikabel, ny kryptovaluta fra en schweizisk bankkonto uden overvågning,« siger Sherrod Brown, som er Demokraternes førende talsmand i Senatets bankudvalg.

Formanden for finansudvalget i Repræsentanternes Hus, Maxine Waters, kræver, at Facebook indstiller kryptovalutaprojektet, indtil de amerikanske myndigheder og politikerne har gransket det nøje.

»Facebook har oplysninger om milliarder af mennesker og har gentagne gange vist en mangel på respekt for beskyttelsen og påpasselig brug af disse data. Med annonceringen af, at selskabet planlægger at skabe en kryptovaluta, fortsætter Facebook sin ukontrollerede udvidelse og udbreder dens rækkevidde ind i brugernes liv,« siger Maxine Waters, samtidig med at myndigheder og politikere verden over tilsvarende har kritiseret planerne.

Det amerikanske senats bankudvalg har indkaldt til høring 16. juli, hvor Facebooks ansvarlige for libra, David Marcus, der tidligere stod i spidsen for netbetalingstjenesten PayPal, er indkaldt.

28 virksomheder står bag – men ikke med lukkede øjne

Kreditkortudbyderen Mastercard, der er med i projektgruppen bag libra, understreger, at der ikke er rent grønt lys. Jorn Lambert, der er direktør for Mastercards digitale løsninger, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hvis der bliver for megen modstand mod projektet, »kan det ende med, at vi slet ikke går i luften«.

Libra er søsat af Facebook, men der er flere gigantiske virksomheder med i projektet. Ved offentliggørelsen i den forgangne uge var de i alt 28 virksomheder, heriblandt eBay, Uber, Spotify og Mastercard. Hver virksomhed har lagt ti mio. dollar i puljen.

Facebook havde i januar-marts i år 1,56 milliarder dagligt aktive brugere, heraf 286 millioner i Europa.