Exit i utide: »ATP er vigtig, men min familie er vigtigere for mig«

26BUSCarsten-Stendevad-1330.jpg
Sygdom i hustruens familie fik ATP-topchef Carsten Stendevad til at sige op for at flytte til USA. Han skal nu i gang med at forberede overdragelsen, når en efterfølger udpeges. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen
Læs mere
Fold sammen

Det er knap fire år siden, at den nu 43-årige Carsten Stendevad forlod en chefstilling i ­investeringsbanken Citigroup i New York og vendte hjem til Danmark for at blive direktør i pensionsgiganten ATP.

Nu er Carsten Stendevad og familien igen på vej til USA – under triste omstændigheder.Alvorlig sygdom i hustruens nære familie har fået Stendevad til at sige stop i ATP. Et job, som han ellers har været utroligt glad for.

»Når man står i en situation, hvor der er brug for, at man laver ændringer i sin karriere på grund af familien, så er det for mig meget enkelt. ATP er vigtig, men min familie er vigtigere for mig. Jeg glæder mig over, at jeg får fire fantastiske år i ATP, og jeg synes, at jeg overlader et bomstærkt ATP til min efterfølger. Og så er der et nyt kapitel, der åbner sig for mig,« siger Carsten Stendevad.

Det er i første omgang USA, men han er åben over for at vende tilbage til Danmark igen.

»Ja, det kunne vi sagtens finde på. I det næste kapitel har vi bare brug for at være hos familien, men jeg tror ikke, at der er nogen, der har mødt mig, som kan være i tvivl om, at jeg har nydt ikke bare ATP, men at være her i Danmark. Så det kan man slet ikke afvise,« siger den afgående ATP-direktør.

Nu er han i »bund og grund« jobsøgende

Carsten Stendevad glæder sig over at have bidraget til, at danskernes pensionsformue er vokset betydeligt.

»For mig personligt, der er vokset op i udlandet, har det altid været en vigtig værdi, at man bidrog til samfundet, og at man også bidrog til danske interesser og til Danmark. Det er et sprogbrug, som man ikke bruger så meget herhjemme, men det spiller en stor rolle, hvis man har boet uden for Danmark og har Danmark kært. Det har givet mig stor tilfredshed at vide, at jeg har ydet mit bidrag til Danmark og fællesskabet. Det har været en stor drivende faktor for mig,« siger han.

Som 43-årig og med en solid erhvervsmæssig erfaring kommer Carsten Stendevad næppe til at gå arbejdsløs, men han ved endnu ikke, hvad næste udfordring bliver.

»Jeg er i en lidt ny situation, hvor jeg i bund og grund er jobsøgende. Men jeg har ikke noget hastværk. Mit fokus er på at sikre en god overlevering i ATP, for min egen situation må ikke påvirke ATP negativt. Men jeg har lært utroligt meget i ATP. Jeg tager herfra som en bedre investor og en bedre leder,« siger han.

ATP-bestyrelsen er i samarbejde med Amrop-headhunteren Frank Halborg ved at finde Carsten Stendevads afløser. Navnet på efterfølgeren forventes på plads inden jul, hvorefter efterfølgerens eventuelle kontraktlige bindinger er med til at bestemme, hvornår overleveringen vil finde sted.