Eva Kjer: Danmark vil have lov at fange flere fisk

Den positive udvikling i bestandene skal omsættes til flere fisk til danske fiskere, mener Eva Kjer Hansen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Bruxelles: Der svømmer nu så mange fisk rundt i havene, at de danske fiskere næste år skal have lov at fange flere af dem, mener miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

På EU's landbrugs- og fiskeriministermøde, der mandag er startet i Bruxelles, presser hun derfor på for at få større danske fiskekvoter, når kvoterne i 2016 for blandt andet Nordsøen, Skagerrak og Kattegat skal besluttes tirsdag.

- Jeg er taget til Bruxelles med den klare målsætning, at den positive udvikling i bestandene skal omsættes til flere fisk til danske fiskere, siger Eva Kjer Hansen.

Hun forventer, at Danmark får større kvoter for blandt andet jomfruhummer og tunge i Skagerrak og Kattegat og en fortsat høj kvote brisling i Nordsøen.

Samtidig arbejder hun for, at en række kvoter for fisk, der fremover skal tages med i land i stedet for at blive kastet tilbage i havet, bliver hævet som kompensation for et udsmidningsforbud.

Eva Kjer Hansen vil også have kvoterne sat op med 12 procent for de fiskere, der sejler med fuld kameraovervågning og dermed kan dokumentere, at fiskeriet foregår, som det skal.