Eurozonens økonomi genvinder styrke trods udfordringer

Foto: DANIEL ROLAND. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Den økonomiske genopretning i eurozonen og EU har i år været robust på trods af faldende oliepriser, lempelig pengepolitik og en relativ svag værdi af euro, og opsvinget er udbredt på tværs af medlemsstaterne omend i et langsomt tempo.

Det skriver EU-Kommissionen i sin økonomiske efterårsprognose.

I forhold til den forrige prognose er der da også lagt lidt til forudsigelserne. EU-Kommissionen forventer nu en vækst i bruttonationalproduktet i eurozonen i år på 1,6 pct. mod tidligere 1,5 pct. For hele EU ventes væksten at lande på 1,9 pct. i år mod tidligere 1,8 pct.

Til næste år forventes væksten i eurozonen at være på 1,8 pct. mod tidligere 1,6 pct., mens der for EU skæres en smule af vækstforventningerne til 2,0 pct. i 2016 mod en tidligere forventning 2,1 pct.

EU's økonomiske kommissær, Pierre Moscovici, siger i en kommentar til prognosen, at den europæiske økonomi fortsat er på rette kurs.

- Ser vi ind i til 2016, stiger væksten, mens både arbejdsløsheden og de offentlige underskud falder. Alligevel er forbedringerne stadig ujævnt fordelt - især i euroområdet.

- Der er stadig store udfordringer med utilstrækkelige investeringer, økonomiske strukturer, der holder jobskabelsen og væksten i ave, samt vedvarende høje niveauer af både den private og den offentlige gæld. Det vil kræve dristige og beslutsomme politiske reaktioner i 2016 - især i lyset af usikkerhederne globalt, siger han i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen forventer om to år en vækst i bruttonationalproduktet på 1,9 pct. i eurozonen, mens væksten i EU forventes at stige med 2,1 pct. i 2017.

I Danmark ventes en vækst i bruttonationalproduktet på 1,6 pct. i år, 2,0 pct. til næste år og 1,8 pct. i 2017, fremgår det af efterårsprognosen.