Eurozonen: Forbrugerprisestimat lander som ventet i juli

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 1,3 pct. i juli i forhold til den tilsvarende måned året før.

Foto: AMELIE QUERFURTH. Arkivfoto. Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 1,3 pct. i juli i forhold til den tilsvarende måned året før.
Læs mere
Fold sammen

Det viser første estimat over udviklingen fra EU's statistikbureau, Eurostat.

Det var ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på netop 1,3 pct. samt 1,3 pct. måneden før.

»Selv om inflationen stadig er meget lav i Europa, giver dagens tal alligevel Draghi og ECB god grund til senere på året at annoncere, at ECB vil påbegynde nedskaleringen af obligationsopkøbene i 2018«, vurderer seniorstrateg i Nordea Morten Hessner over for Ritzau Finans.

Han skønner videre at dagens tal for inflationen vil være med til at trække renterne lidt op.

Kerneinflationen - inflationen fraregnet fødevarer og energi - landede samtidig på 1,2 pct. mod forventningen om 1,1 pct., hvilket også var niveauet i juni.

Der er også offentliggjort tal for arbejdsløsheden i Eurozonen. De vidner også om solid økonomisk optimisme i Europa ifølge Morten Hessner.

»Den økonomiske optimisme er stadig særdeleshed høj i Europa, og dagens offentliggørelser viser også, at ledigheden fortsætter med at falde, nu fra 9,2 pct. i maj til 9,1 pct. i juni«.