Europas største økonomi overrasker positivt – men vakler fortsat

Tysklands økonomi undgik med nød og næppe at ende i recession i tredje kvartal. Men Europas største økonomi er fortsat udfordret, og det kan mærkes hos de mange danske virksomheder, der lever af eksport til Tyskland.

Europas største økonomi, Tyskland, har sat tempoet kraftigt ned. Det kan mærkes i hele Europa – også hos danske virksomheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix

Med en vis kropsdel i vandskorpen undgik Tyskland i tredje kvartal lige akkurat at blive en recessionsramt økonomi. Aktiviteten voksede med 0,1 pct. efter et fald på 0,2 pct. i andet kvartal, hvilket i øvrigt også er den gennemsnitlige kvartalsvækst over det seneste år. Der er efterhånden meget langt til den højkonjunktur, som prægede tysk økonomi for bare to år siden.

Det er ikke, fordi de hjemlige forhold er blevet forværret. Snarere tværtimod. Ledigheden er fortsat på et rekordlavt niveau, om end også arbejdsmarkedet nu afspejler stilstanden i tysk økonomi. Beskæftigelsen er holdt op med at stige, og ledigheden falder ikke længere.

De positive grundvilkår for tyske husholdninger er afgørende for, at den usikre verdensøkonomi ikke trækker tysk økonomi i tilbagegang – privatforbruget var en hovedkilde til væksten i tredje kvartal. Det skyldes blandt andet en pæn fremgang i reallønnen. Det hører dog med til historien, at husholdningerne har fået en hjælpende hånd i år i form af højere pensioner for udvalgte grupper og lavere effektiv beskatningsgrad for de lavere indkomster.

Bilsalget var uændret fra andet til tredje kvartal, men det er også i høj grad forbruget af tjenester, som tyskerne forbruger mere af. Samtidig fortsætter boliginvesteringerne med at stige.

Det er ikke der, at vi normalt ser vækst i tysk økonomi. Det betyder både, at der kan komme positive overraskelser til væksten, og at beskæftigelsen også kan få lidt ekstraordinær hjælp. Der går som hovedregel mere arbejdskraft til produktion i servicesektoren end i industrien.

Et lille aber dabei

Mens tyske husholdninger således har evnen til at understøtte tysk økonomi, er der dog det lille aber dabei, at de tyske forbrugere er blevet mere negative siden begyndelsen af 2018. Det er ikke en dramatisk svækkelse, og faktisk er husholdningernes opsparingsrate faldet i første halvår fra et rekordniveau. Men stigende opsparing udgør en risiko for vækstudsigterne, hvis de negative overskrifter fortsætter.

Der var i tredje kvartal også positive vækstbidrag fra det offentlige forbrug. Vi forventer, at de offentlige investeringer også vil bidrage ganske pænt til væksten i år. Der er et stort pres på den tyske regering for at sætte gang i offentlige infrastrukturinvesteringer, men faktisk er de offentlige investeringer steget pænt som andel af den samlede økonomi de senere år – dog fra et meget lavt niveau.

Eksporten steg noget overraskende i sidste kvartal. Det er i høj grad trukket op af en stærk september, men ellers er udsigterne for industrien fortsat ikke så gode. Det afspejler sig også i, at erhvervsinvesteringerne faldt. Tyske industrivirksomheder er i høj grad påvirket af svagheden i den internationale konjunkturcyklus, det faldende bilsalg i Kina og usikkerheden fra Brexit.

Det er ikke et miljø, hvor man smider nye penge i projekter, men tværtimod holder igen. Strukturelt skal tyske bilproducenter i de kommende år investere store midler i overgangen til elektriske biler, hvilket vil være en vigtig bidragsyder til de samlede investeringer.

Samlet set peger væksten i årets tre første kvartaler og niveauet for optimismen i virksomheder og husholdninger mod, at den samlede vækst for året bliver på omkring en halv procent.

Lille pusterum for danske virksomheder

Mange danske virksomheder har Tyskland som deres største eksportmarked. I alt er omkring 120.000 danske arbejdspladser direkte eller indirekte knyttet op på eksporten til Tyskland. Derfor kan det tydeligt mærkes i Danmark, når den tyske industrimotor går ned i omdrejninger.

Den seneste rundspørge til Berlingskes Toplederpanel viste, at forventningerne til ordreindgangen i Danmarks største virksomheder er faldet til det laveste niveau siden 2011. Og det skyldes især mindre efterspørgsel fra Tyskland.

»Vi kan mærke, at Tyskland er ramt. Det er tydeligt. Der skal vi kæmpe hårdere end hidtil for at nå i mål med vores tonnagebudgetter,« sagde Michael Lund, direktør i den østjyske stålgrossist Damstahl, til Berlingske i september.

Især fordi mange danske virksomheder er underleverandører til den tyske industri, kan afmatningen hos vores tyske nabo mærkes i Danmark. Fremgangen i den tyske servicesektor kan dog give muligheder for andre virksomhedstyper.