Europas ledighed rammer tiårig rekord

Arbejdsløsheden i eurozonen er steget til det højeste niveau i år, og samtidig er inflationen blevet til deflation, viser nye tal fra EU's statistikkontor.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Euroområdet er truet af tårnhøj arbejdsløshed og et prisindeks med det forkerte fortegn. Arbejdsløsheden er i de 16 eurolande tilsammen steget til et tiårigt højdepunkt, og samtidig er inflationen blevet til deflation. Det viser nye tal fra EU's statistikkontor.

Tallene afslører, at der i området er blevet 158.000 flere ledige i juni, og det har skubbet arbejdsløsheden op på 9,4 procent. I juni sidste år var 7,5 procent arbejdsløse i det fælles møntområdet.

- Med en økonomi, der stadig er i en recession, og enhver forbedring formentlig vil være træg, ser det ud til, at arbejdsløsheden desværre vil fortsætte med at stige i år og næste år, siger Martin van Vliet, økonom i ING Bank.

Den nye tendens med en inflation på -0,6 procent, en såkaldt deflation, vil også skade Europa.

- Det kan være den rene gift for økonomien, hvis prisfaldet fortsætter i en længere periode. En sådan deflationsspiral vil nemlig få forbrugere og virksomheder til at udskyde forbrug og investeringer og dermed kvæle den økonomiske aktivitet, skriver cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank i en kommentar.

Han anser dog ikke det nuværende deflationsniveau for at være kritisk, da den med stor sandsynlighed er midlertidig.

/ritzau/