Europa bliver ramt - men undgår katastrofen

Væksten i Europa bliver aftagende næste år, men vi slipper lige akkurat med skindet på næsen. Det er meldingen fra en række bankøkonomer, som Business.dk har talt med.

Den seneste tids finansielle uro og nye pessimistiske tal for europæisk erhvervstillid har skabt fornyet usikkerhed omkring europæisk økonomi. Men selv om væksten er på vej ned, behøver vi ikke at frygte katastrofescenarier, fastslår flere fremtrædende danske bankøkonomer.

»Europa holder skindet på næsen. Vi kommer dog ikke uden om en nedgang i væksten, for Europa vil blive ramt af lavere efterspørgsel i USA. Derudover er kreditkrisen kommet som ekstra usikkerhedsmoment,« siger Anders Matzen.

Diskussionen om europæisk økonomi fik en yderligere dimension, da EU-Kommissionen tidligere i dag kom med en ny kvartalsrapport, der fremhæver, at væksten i eurozonen ventes at »udjævne sig« i de næste kvartaler.

Flere internationale finanshuse er samtidig kommet med dystre udmeldinger om europæisk økonomi de seneste dage. Men Anders Matzen fra Nordea tilslutter sig ikke de gennemgående pessimistiske forudsigelser. Han fremhæver blandt andet, at europæiske virksomheder vil nyde godt af fortsat stor vækst i Asien.

»Vi kan fortsat forvente pæn vækst i Kina og Indien, og her er Europa og i særdeleshed Tyskland i en position, hvor det kan udnyttes til fremgang i eksporten. Samtidig er euroområdets boligpriser set under ét ikke under lige så stort pres som de amerikanske boligpriser,« siger Anders Matzen.

Han fremhæver blandt andet, at det tyske boligmarked ikke er specielt sårbart, og at boligmarkedets negative udvikling ikke vil ramme europæernes forbrug lige så hårdt som amerikanernes.

Nordea forventer en vækst i euroområdet på omkring to procent næste år, og det samme gør Jyske Bank. Hermed er der tale om et mærkbart fald i forhold til de 2,5 procent, som Jyske Bank forventer, at euroområdets økonomi vil vokse med i år.

»Aftagende global vækst vil ramme eksporten, og den styrkede euro svækker konkurrenceevnen. Derudover kan både kreditkrisen og den høje oliepris dæmpe væksten. Men heldigvis forventer vi, at de europæiske forbrugere kommer lidt mere op i gear,« siger makrostrateg Thorben Velling fra Jyske Bank.

Danske Bank er en smule mere pessimistiske med en forventning om en vækst i euroland på omkring 1,5 procent næste år.

»Vi holder skindet på næsen, men også kun lige akkurat. Vi er ikke i stand til at løfte os fra den globale trend, og vi bliver ramt, når amerikanerne bruger færre penge. Men vi ser gode muligheder for stigende eksport til Østeuropa og Asien, og det er i høj grad herfra, at væksten skal komme,« siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, mener, at det er de europæiske forbrugere, der skal holde hånden under Europas økonomi. Han ser dog betydelige risici i øjeblikket, og han fremhæver, at kreditkrisen rammer europæiske virksomheder relativt hårdt.

»I euroområdet henter virksomhederne typisk omkring 65 procent af deres finansiering hos bankerne, der som følge af kreditkrisen har strammet lånevilkårene. I USA henter virksomhederne derimod kun omkring 25 procent af deres finansiering fra bankerne,« siger Jes Asmussen.

Handelsbanken forventer en vækst i euroområdet på 2,6 procent i år og en vækst i 2008 på 1,8 procent .