Euroens danske arkitekt: Det økonomiske samarbejde i EU kommer til at fungere bedre uden Storbritannien

Storbritannien har på flere måder været en hæmsko for det økonomiske samarbejde, mener en af euroens grundlæggere, professor emeritus Niels Thygesen. Berlingske har mødt ham til en samtale om EUs økonomiske samarbejde før, nu og i fremtiden.

Niels Christoffer Thygesen er en dansk professor emeritus i økonomi, og han regnes af sine kolleger som den internationalt set mest indflydelsesrige danske økonom nogensinde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Niels Thygesen træder ind i Berlingskes reception med en stak papirer under armen. Det er den seneste rapport fra Det Europæiske Finanspolitiske Råd, som den 85-årige professor emeritus er formand for.

Rapporten stiller skarpt på den finanspolitiske situation i euroområdet, og dagen før Berlingske møder Niels Thygesen, har han været i Bruxelles for at fremlægge rapportens konklusioner for EU-Kommissionen.

Rapporten indeholder en række opsigtsvækkende anbefalinger, men hovedkonklusionerne er baseret på tal fra 2019, og siden da er der som bekendt sket meget. Coronakrisen har medført enorme budgetunderskud i samtlige EU-lande, og i mange lande er statsgælden steget til et rekordhøjt niveau.

På den måde er der meget historie over rapporten, erkender Niels Thygesen. Derfor virker det også mere oplagt at begynde samtalen med et mere historisk perspektiv på krisen.

Svært at overskue krisens konsekvenser

Flere har sammenlignet coronakrisen med krisen i 1930erne. Det er ikke en helt skæv sammenligning, hvis man ser på de store fald i den økonomiske aktivitet, som mange lande har oplevet, mener Niels Thygesen.

»Men den krise, som ligner mest, er nok energikrisen i 1970erne, som havde elementer af et udbudschok. Dengang var det energipriserne, der skabte et chok,« siger Niels Thygesen.

»Det var også svært at overskue energikrisens konsekvenser. Det var meget svært at vurdere, hvor dyb den ville blive, og hvor lang den ville være. Den endte med at blive temmelig langvarig,« siger Niels Thygesen, der forklarer, at de europæiske lande i 70erne var meget uenige om, hvordan man skulle reagere på krisen, som blev udløst af, at OPEC-landene reducerede produktionen af olie.

»Mange tænkte i udpræget keynesianske baner, at man bare skulle understøtte den faldende efterspørgsel, som også var en del af det chok, der kom med stigningen i energipriserne. Det var også holdningen hos mange her i Danmark. Andre lande – blandt andet Tyskland – sagde, at det var et inflationsproblem, som man skulle slå ned på og bremse,« siger Niels Thygesen og tilføjer:

»Derfor fik vi en voldsom divergens i den økonomiske politik i 70erne, som vanskeliggjorde en gradvis genopbygning af europæisk samarbejde i anden halvdel af 70erne.«

Trods den europæiske uenighed om, hvordan man skulle tackle krisen i 1970erne, er erfaringerne fra dengang en vigtig årsag til, at EU i forbindelse med coronakrisen allerede i begyndelsen af april kunne oprette en krisefond, der kunne udlåne penge til de hårdest ramte medlemslande. For da man lavede Maastricht-traktaten i starten 1990erne havde mange fortsat erindringerne fra energikrisen i baghovedet.

»Der indførte man den paragraf, der nu er blevet brugt til at lave krisefonden – artikel 122, hedder den og giver mulighed for at lave fælles aktioner på unionsplan i ekstraordinære krisesituationer. For eksempel nævnes forstyrrelser i energiforsyningen,« siger Niels Thygesen.

Storbritannien har været stopklods

Få måneder før Energikrisen pludselig ramte, blev Danmark med virkning fra 1. januar 1973 medlem af EU – eller EF, som det europæiske samarbejde hed, før Maastricht-traktaten blev underskrevet.

Danmark trådte ind i det europæiske fællesskab sammen med Storbritannien, der på det tidspunkt var Danmarks største samhandelspartner. Landet er også i mange år blevet anset som en af vores vigtigste allierede i EU.

Men i modsætning til Danmark har Storbritannien de seneste år ikke haft nogen nævneværdig interesse i at udvikle det økonomiske samarbejde. Derfor mener Niels Thygesen heller ikke, at Danmark eller det økonomiske samarbejde som helhed mister noget ved, at Storbritannien nu endegyldigt løsriver sig fra EU.

»Det er en realitet, at briterne var en hæmsko for det økonomiske samarbejde. Det har også været en vanskelig gang at føle sig som allieret med Storbritannien. For nok havde de en vis vægt, men den blev aftagende, og de var i så klar opposition, at det sommetider var i strid med vores egne interesser at alliere os med dem. Det har været tilfældet i flere spørgsmål, men særligt i relation til ØMUen (Den Økonomiske og Monetære Union, red.) har det været et mere permanent problem,« siger Niels Thygesen.

Han tilføjer dog, at Danmark og Storbritannien ofte har haft samme holdning til ét spørgsmål.

»Tilbageholdenheden med budgetpolitikken var en engelsk mærkesag, hvor vi i nogen grad kunne se dem som allierede. Men når det kommer til spørgsmål om ØMUen, mener jeg ikke, at vi har haft nogen nævneværdige fælles interesser med briterne. De har heller ikke været særligt interesserede i at lytte til de mindre lande, som var i samme blok,« siger Niels Thygesen.

Han oplever også, at eurolandene er blevet mere villige til at invitere de øvrige medlemslande med til flere diskussioner, siden Storbritannien bestemte sig for at melde sig ud af EU.

»De britiske embedsmænd var meget dygtige, men ofte fik de fra London besked om at tage principiel afstand fra det ene, det andet og det tredje. Det vanskeliggjorde arbejdet meget,« siger Niels Thygesen, der understreger, at han på det mere personlige plan altid har holdt meget af briterne.

»Deres sproglige og kulturelle baggrund, deres gode humør og evne til at formulere sig har gjort, at man ofte har følt sig mere på bølgelængde med dem, end der egentlig var basis for,« siger Niels Thygesen.

Finanspolitisk vagthund i euroområdet

Han var i 1988-1989 det eneste akademiske medlem af den komité, som under ledelse af den mangeårige kommissionsformand Jacques Delors udformede principperne for Den Økonomiske og Monetære Union. Derfor er han ofte blevet betegnet som euroens danske arkitekt.

Siden da har Niels Thygesen fulgte det økonomiske samarbejde tæt, og i 2016 blev han udpeget som den første formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd, der blandt andet har til opgave at evaluere overholdelsen af EUs finanspolitiske rammer og hensigtsmæssigheden af den finanspolitiske kurs i euroområdet og i de enkelte lande.

I rollen som finanspolitisk vagthund har Niels Thygesen flere gange løftet pegefingeren over for de medlemslande, der kontinuerligt har kørt med store budgetunderskud og har haft svært ved at nedbringe statsgælden til et mere holdbart niveau. Den seneste rapport fra det finanspolitiske råd, der gør status på situationen op til coronakrisen, er heller ingen undtagelse.

»Der har været overskridelser, og det er primært sket hos de lande, som havde brug for at overholde reglerne. Det er slående, at i et godt år som 2019, overskred ti ud af 19 lande i euroområdet reglerne – ikke dramatisk, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at det er sket i et år med fremgang,« siger Niels Thygesen og tilføjer:

»Problemet har ligget i landene med høj gæld. Den næste slående observation er, at de udgifter, der har været, har været til løbende forbrug, og ikke til investeringer, som man egentlig skulle forvente, at de ville gå i gang med efter det efterslæb, de har haft siden finanskrisen. Så der er flere skuffende elementer.«

Det er især de sydeuropæiske lande – med Italien i spidsen – der har haft svært ved at opretholde budgetdisciplinen de seneste år. Det viser, at regelsættet ikke har fungeret efter hensigten, vurderer Niels Thygesen.

Da coronakrisen ramte, valgte EU-landene hurtigt at suspendere de finanspolitiske regler og lade landene fokusere på sundhedskrisen. På et tidspunkt skal man tilbage til noget »normalt«, men hvad skal reglerne være på den anden side?

Det er et af de spørgsmål, som Det Europæiske Finanspolitiske Råd har behandlet i sin seneste rapport – ikke med faste konklusioner om, hvad facit skal være, men med en fremhævelse af, hvad man skal have med i betragtningerne.

»Det er vigtigt, at man overvejer, i hvilken retning reglerne skal bevæge sig, i stedet for at man bare går tilbage til det gamle system. For det kan give revolte i nogle medlemslande, som vil få meget svært ved at leve op til reglerne i uændret form. Det vil også medføre nogle fortolkningsvanskeligheder,« siger Niels Thygesen med henvisning til, at regelsættet er blevet meget teknisk og indviklet de senere år i forsøget på at imødekomme forskellige landes indvendinger.

I begyndelsen var det primært grænsen på tre procents underskud på statsfinanserne og 60 procents statsgæld, der var fokus på.

»Krisen har aktualiseret både de mere kortsigtede udfordringer i regelsættet, men også behovet for en omfortolkning på lidt længere sigt, navnlig når det kommer til gældstilpasningen,« siger Niels Thygesen, der grundlæggende mener, at der er behov for simplere og mere letforståelige regler.