Euroen rammes af græsk uro

Den fælles europæiske valuta svækkes mandag atter over for dollar.

Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS.
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke mindst den uklare situation i Grækenland, der dæmper interessen for euroen.

Landets nye premierminister, Alexis Tsipras, holdt under en tale i weekenden fast i sine valgløfter og varslede tiltag, som vil bryde med de krav, der blev stillet fra blandt andre EU i forbindelse med landets redningspakke.

Meldingen kommer op til det vigtige EU-topmøde i Bruxelles onsdag, hvor de 28 regeringsledere mødes første gang efter regeringsskiftet i Athen. Grækenland er ikke på dagsordenen officielt, men det er første gang, at Tsipras møder sine kolleger i samlet flok.

- Eurosvækkelsen sker på ryggen af udmeldingerne fra Grækenland forud for de forestående forhandlinger onsdag og torsdag, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

Euro koster ved 14.45-tiden 1,12845 dollar mod 1,1344 dollar fredag eftermiddag, hvor dollar fandt støtte i en stærk amerikansk jobrapport for januar. De stærke jobtal er ifølge Niels Christensen formentlig stadig med til at skærpe appetitten på den amerikanske valuta.

Herhjemme har den danske kr. siden kl. 8 ligget nærmest bomstille mod euro i 7,4440 kr., hvilket også var niveauet fredag eftermiddag.

Økonomer og valutahandlere holder i disse dage godt øje med tal for bankernes nettostilling over for Nationalbanken. Den seneste opgørelse fra fredag viser, at bankerne havde 282,6 mia. kr. til gode. Det indikerer, at Nationalbanken har købt valuta for omkring 55 mia. kr. siden opgørelsen af nettostillingen ultimo januar, vurderer Niels Christensen.

- Men vi ved endnu ikke, hvilken effekt den sidste rentenedsættelse har haft, understreger han.

Valuta handles således med to dages valør, og derfor vil effekten af den seneste rentenedsættelse fra torsdag, der havde virkning fra og med fredag, først vise sig i tirsdagens opgørelse.

- Baseret på de her tal, så var der stor intervention tirsdag i sidste uge, betydeligt mindre intervention onsdag, mens vi får en ide om niveauet torsdag med dagens tal. Der har dog garanteret også været noget, siden Nationalbanken valgte at sætte renten ned, siger Niels Christensen.