EU melder dansk økonomi på ret kurs mod højere vækst

EU-Kommissionen spår, at den økonomiske vækst i Danmark bliver 1,7 procent i år og 1,8 procent til næste år.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Bruxelles. Dansk økonomi har støt og roligt kurs mod højere vækst, viser en prognose, som EU-Kommissionen offentliggør torsdag.

Væksten ventes at være på 1,7 procent i år mod 1,3 procent sidste år, spår kommissionen i sin økonomiske forårsprognose.

I sin vinterprognose, der kom for tre måneder siden, mente EU-Kommissionen, at den danske vækst ville ende på 1,5 procent i år.

Så nu får forventningen et lille ekstra nøk opad.

Dansk økonomi vil vokse med 1,8 procent i 2018, mener kommissionen. Det er samme vurdering som for tre måneder siden.

/ritzau/