Efter Trump har truet EU med tårnhøje toldsatser, står EU nu klar med et udkast til en liste af toldtrusler rettet mod amerikanske varer.

Bliver de indført, kan det komme til at ramme den amerikanske – og indirekte også den europæiske – økonomi hårdt.

Det skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg, som har set udkastet.

På EU-Kommissionens i alt 206 sider lange liste står blandt andet:

  • Boeing-fly

  • Amerikanske biler

  • Whiskey

Det ville ikke mindst være et hårdt slag for den amerikanske flyproducent Boeing, der i årevis har kæmpet med dårlige sager og store underskud.

Den europæiske liste er et forslag, der først skal godkendes af alle medlemslandene, før de kan blive realiseret.

Listen er næsten identisk med en liste, der har floreret i EUs kontorer i månedsvis.

Beslutter EU sig i sidste ende for at gengælde Trumps øgede toldsatser med at vedtage den varslede liste, vil det ramme amerikanske varer for en værdi af 72 milliarder euro, svarende til 460 milliarder kroner. Det kommer oven i den modtold, der allerede er vedtaget som svar på Trumps told på stål, aluminium og biler. Den pakke rammer amerikanske varer for 21 milliarder dollar.

Også maskinprodukter, kemikalier og plast, medicinsk udstyr, elektrisk udstyr, vine og andre landbrugsvarer er inkluderet i listen, der er udarbejdet af EU-Kommissionen.

Varer relaterede til militære produkter vil ikke være omfattet af tolden.

Listen er en trussel over for USA – men samtidig fortsætter EU med at forsøge at forhandle en handelsaftale på plads med Trump-regeringen forud for den endelige frist 1. august.

Trump svinger øksen

I weekenden lød det fra præsidenten, at han er klar på at indføre en basistold på 30 procent på EU-eksport fra 1. august, hvis der ikke opnås en handelsaftale.

USAs nuværende generelle told på europæiske varer er på 10 procent.

»Fra 1. august vil vi indføre en told på 30 procent på EU-produkter, der eksporteres til USA, adskilt fra alle sektortariffer,« står der i et åbent brev fra Trump til formanden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen.
»Fra 1. august vil vi indføre en told på 30 procent på EU-produkter, der eksporteres til USA, adskilt fra alle sektortariffer,« står der i et åbent brev fra Trump til formanden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen. Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Det er tidligere beskrevet, at EU er klar til indgå et handelskompromis med USA, der indebærer, at man EU vil acceptere Trumps basistold på 10 procent, hvis en række krav indfries.

Det fremgår ikke af EU-Kommissionens dokument, hvor høje EUs toldrater vil være, hvis listen vedtages træder i kraft.