EU-dom gør det sværere at fyre pensionsmodne embedsmænd

Selv om de har rundet folkepensionsalderen, så skal fyrede tjenestemænd skal have løn i tre år, fastslår EU-domstolen.

Tjenestemænd kan godt fyres, hvis tjenestemandsstillinger bliver nedlagt, men så skal de have tre års løn inklusiv faste tillæg. Den såkaldte rådighedsløn stoppede tidligere, når en fyret tjenestemand nåede folkepensionsgrænsen på 65 år, men reglerne for de statslige arbejdsgivere bliver nu ændret på baggrund af en EU-dom, skriver Politiken.

Ifølge flere fagforeninger har arbejdsgivere tidligere set en fidus i at fyre tjenestemænd omkring pensionsalderen, da pensionen er lavere end rådighedslønnen.

»Der vil fremover ikke være nogen økonomisk gevinst ved at afskedige tjenestemænd, der er omkring folkepensionsalderen, hvis de stadig ønsker og er i stand til at arbejde, fordi det vil koste tre års rådighedsløn, præcis ligesom hvis det er en yngre tjenestemand, der blev afskediget,« siger advokat Pernille Due Vesterheden fra juristernes og økonomernes forbund Djøf, der har ført sagen ved EU-domstolen.

EU-domstolen har afgjort, at den danske tjenestemandslov er i strid med EUs regler, og den danske stat blev i september dømt for aldersdiskrimination, når ældre tjenestemænd fyres uden tre år med rådighedsløn, hvilket har fået Moderniseringsstyrelsen til at ændre reglerne, skriver Politiken.

I dommen lægges der vægt på, at der skal tages hensyn til, om den fyrede ønsker at gå på pension.

I Djøf har man cirka 60 sager, hvor der er givet tjenestemandspension i stedet for rådighedsløn, og der er lignende sager i HK/Stat, Told- og Skatteforbundet og Danmarks Lærerforening.

Konsulent Karen Andersen, Danmarks Lærerforening, oplyser til Politiken, at foreningen har krævet efterbetaling af rådighedsløn i et tocifret antal sager med kommuner:

»Vi ved ikke, om kommunerne vil følge Moderniseringsstyrelsens nye retningslinje, eller vi skal gennem et antal retssager. En tjenestemandspension er på cirka det halve af en tjenestemandsløn, så der er økonomisk fordel ved kun at udbetale tjenestemandspensionen. Omvendt er der også en betydelig forskel for den enkelte tjenestemand, om de får løn eller pension«.

Sager om aldersdiskrimination kan komme til at koste staten et millionbeløb, men Moderniseringsstyrelsen kan ifølge Politiken ikke oplyse, hvor mange sager det drejer sig om.