»Et levn fra fortiden«: Danmarks største fagforening vil gøre op med universitetsstuderendes lange sommerferie

Danmarks største fagforening, 3F, foreslår, at sommerferien på landets videregående uddannelser forkortes med en måned. Det vil øge arbejdsudbuddet med op til 9.500 personer, vurderer fagforeningen. Akademikerne afviser forslaget.

3F vil forkorte sommerferien for studerende på videregående uddannelser. Det vil øge arbejdsudbuddet, lyder det fra fagforeningen. Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Det skal være slut med en sommerferie på to-tre måneder for landets universitetsstuderende.

Det mener fagforbundet 3F, der nu foreslår at forkorte sommerferien for de studerende på landets videregående uddannelser, så den stemmer bedre overens med de ferievilkår, der gælder på arbejdsmarkedet.