Få centralbankchefer står overfor så store dilemmaer og svære beslutninger som den svenske Riksbanks nye chef, Erik Thedéen, der på det kommende møde 9. februar skal sætte sit første præg på den svenske rentepolitik. Thedéen har taget over på det mest turbulente tidspunkt i svensk rentepolitik i tre årtier.

Riksbanken lavede århundredets kovending sidste forår, da man overraskede det samlede svenske analytikerkorps med en renteforhøjelse. Senere er renten i hurtige skridt sat op til 2,5 procent og er nu på det højeste niveau siden 2008. Da næsten alle svenske boliglån har, hvad vi herhjemme vil kalde kort rentebinding, er det slået hurtigt igennem på boligrenterne.