Estisk premierminister om hvidvaskskandalen: »Skidt, ødelæggende og chokerende for os«

Hvidvaskskandalen har ramt Estland på omdømmet, siger landets premierminister, som kalder på internationalt samarbejde. Han giver samtidig det estiske finanstilsyn rosende ord med på vejen for tilsynet med Danske Banks estiske filial.

Premierminister Jüri Ratas fra det estiske Centerpari kalder på en fælleseuroæisk løsning oven på hvidvaskskandalen i Danske Bank, der udsprang fra Danske Banks estiske filial. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAYOUNG JEON/EPA

Estland har lidt skade af hvidvaskskandalen i Danske Bank.

Det siger Estlands premierminister, Jüri Ratas, i et interview med Financial Times.

Ratas peger på, at Estlands ry er svækket efter hvidvaskskandalen, hvor mistænkelige transaktioner for omkring 200 mia. euro strømmede gennem Danske Banks estiske filial. Premierministeren siger om skandalen, at den var »skidt og ødelæggende – det var chokerende for os«.

Ifølge Ratas er der ingen vej uden om internationalt samarbejde, hvis man vil komme hvidvask til livs.

»Internationalt samarbejde er hovedelementet i effektiv bekæmpelse af hvidvask,« siger Ratas: »Derfor er Estland klar til at diskutere oprettelsen af et nyt europæisk anti-hvidvask organ.«

Kommentaren får opbakning fra den estiske centralbankchef Ardo Hansson, som mener, at det giver god mening at diskutere, om spørgsmålet om hvidvask skal gøres til et fælleseuropæisk ansvarsområde.

»Folk er fortørnede over, at det her kan ske, når vi tænker på os selv som et godt reguleret land, med lav korruption og høj gennemsigtighed, så de spørger, hvordan det her kan lade sig gøre. Jeg tror, det er det store spørgsmål nu i hele Nordeuropa. Vi er nødt til at forstå, hvordan det her kunne ske, og hvordan vi kan sikre, at det ikke sker igen,« siger Ardo Hansson.

Centralbankchefen peger desuden på, at hvidvaskskandalen har påvist, at det kan være svært at vurdere, om det er værtslandets finanstilsyn eller hjemlandets finanstilsyn, der har det endelige ansvar for tilsynet med en bank.

Premierminister Jüri Ratas udtrykker til gengæld taknemmelighed over for de estiske tilsynsmyndigheder. Han fremhæver tilsynsmyndighederne for at have givet Danske Bank flere advarsler, herunder advarslerne i 2014, som i sidste ende førte til, at Danske Bank lukkede afdelingen for udenlandske kunder, den såkaldte non-resident afdeling, som var kernen i hvidvasksagen.

Siden hvidvaskskandalen har Estland halveret antallet af udenlandske kunder, som nu står for omkring 10 pct. af de samlede indskud i bankerne.