Erhvervslivet vil betale for lavere skat på arbejde

Der er vilje til at betale en del af regningen, hvis skatten på arbejde bliver sat ned.

Foto: Scanpix
Dansk Industri er indstillet på, at erhvervslivet skal være med til at betale for at sænke skatten på arbejde, sådan som Skattekommissionen vil lægge op til i sit udspil til skattereform, der offentliggøres om en uge. Det skriver Politiken lørdag.

"For os og for vores medlemsvirksomheder er det allerstørste problem de meget høje danske marginalskatter. Derfor er lavere skat på arbejde helt afgørende, og derfor har vi tilsluttet os, at man må finde finansieringen ad andre veje", siger direktør Tine Roed, Dansk Industri (DI), til Politiken.

"Der skal selvfølgelig være en fornuftig balance. Men det helt afgørende for DI er at få fjernet mellem- og topskatten".

Nye grønne afgifter
Skattekommissionen vil både pålægge virksomhederne nye grønne afgifter og luge ud i erhvervsstøtteordninger. Ifølge Politikens oplysninger lægger kommissionen op til at sende en regning til erhvervslivet på op mod ti mia. kroner.

Og når regeringen i slutningen af februar kommer med sit eget skatteudspil på grundlag af Skattekommissionens betænkning, vil der også være en regning til erhvervslivet, erfarer Politiken fra flere centrale ministre.

"Erhvervslivet efterspørger jo i høj grad, at vi sænker skatten på arbejde. Jeg er enig i, at den høje skat på arbejde er et problem, som vi skal løse. Det kræver mange penge på bordet, og så kommer vi til at finde pengene forskellige steder, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at erhvervslivet også kommer til at betale. Jeg vil gerne være med til at løse deres problem, men så må de også regne med, at de kommer til at betale en del af regningen", siger Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen til Politiken.