Erhvervslivet skal moderniseres

Fyn og ikke mindst det vestlige Fyn har traditionelt haft mange arbejdspladser inden for produktionserhvervene, bl.a. inden for metalindustrien.

I de senere år er mange af disse arbejdspladser forsvundet i takt med den stigende globalisering og deraf følgende udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande, men der er fortsat en stor underskov af produktionsvirksomheder i Middelfart, Nørre Aaby og Ejby.

Blandt disse virksomheder er Brenderup Trailers, som også har etableret sig i Polen, men der findes en lang række mindre metalvirksomheder, ikke mindst i Ejby.

I Nørre Aaby findes også to markante fødevarevirksomheder, nemlig Svansø Foods, som er kommet til fra Nyborg, samt marcipanfabrikken Marcia.

Til gengæld er cykelfabrikken, den tidligere SCO, for længst borte, og lokalerne er omdannet til erhvervscenter for små og mellemstore virksomheder.

Og i Middelfart har man for længst vinket farvel til store produktionsvirksomheder som udstødningsrør-fabrikken Walker og NKTs trådværk.

Handelsvirksomheder

Men for de gamle som faldt, er der nye overalt, og i dag er Middelfart blevet en by med mange store handelsvirksomheder, bl.a. United Shipping-koncernen, der årligt omsætter for mere end fem milliarder kroner inden for bunkering og shipping, Uhrenholt-koncernen, som handler med fødevarer over hele verden, E-handelsfirmaet T. Hansen samt en række andre handelsvirksomheder.

Toyota, som tidligere havde sit danske hovedkvarter og lager i Middelfart, har samlet sine skandinaviske aktiviteter i Malmö, men i stedet har sengetøjsgiganten Jysk, etableret lager i Middelfart på Toyota-grunden.

Og byen er inde i billedet til koncernens nye store centrallager, hvor konkurrenterne er de tre øvrige store Trekant-byer, Vejle, Kolding og Fredericia. Plastkompositvirksomheden Fiberline Composites flytter om et år fra Kolding til nyopførte bygninger ved motorvejen i Middelfart, og blandt andre produktionsvirksomheder med et stort vidensindhold er Dinex A/S, der laver partikelfiltre til dieselkøretøjer. Virksomheden med knap 400 ansatte har netop bebudet en åbning af en afdeling i Rusland.

I Nørre Aaby findes virksomheden Mogens Marxen, der igennem mange år har fremstiller både af glasfiber, og som igennem de seneste år har bevæget sig ind på markedet for vindmøllevinger, der jo også laves af glasfiber.

Ganske som LM Glasfiber i Lunderskov tidligere gjorde det. Og i Nørre Aaby finder man også Lip, der udvikler og fremstiller forskellige klæbe- og fugematerialer til byggebranchen, og som er en særdeles veltjenende virksomhed.

Spændende firmaerSkal man karakterisere erhvervsstrukturen i den kommende Middelfart Kommune, så er der ikke én stor virksomhed, men mange spændende små og mellemstore virksomheder inden for en bred vifte af brancher, lige fra handelsvirksomheder, produktionsvirksomheder og virksomheder med høj teknologisk viden.

Middelfart ligger tæt på Kolding, hvor Syddansk Universitet har et Center for Småvirksomhedsforskning, og desuden fik Trekantsamarbejdet i efteråret også skaffet Danmarks nye iværksætterakademi til Kolding, som vil kunne bidrage til udviklingen med at modernisere erhvervslivet både i hele landet, men ikke mindst lige der i Syddanmark, hvor Middelfart ligger i revnen, som børnene derhjemme lige midt i dobbeltsengen.

Desuden vil den nye nordvestfynske kommune blive hjemsted for et af de kommende skattecentre, som vil tiltrække flere hundrede arbejdspladser.