Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er fint at sænke broafgiften på Storebælt for pendlerne, men der er endnu større perspektiv i at reducere afgifterne for erhvervslivet.
Sådan lyder det fra formanden for erhvervsorganisationen Fynsk Erhverv, Finn Buus Nielsen, efter Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), har udtrykt ønske om at give pendlerne en rabat på 40 procent på prisen for at passere Storebæltsbroen.
»Det er fint at forbedre pendlernes vilkår, men det vil spille langt mere positivt ind i regeringens vækstdagsorden at få reduceret broafgifterne for erhvervstrafikken,« siger Finn Buus Nielsen i en skriftlig kommentar.
Han mener, at en lempelse af broafgiften for erhvervslivet vil være ensbetydende med flere arbejdspladser.
»Vi har utallige eksempler på virksomheder, der kunne skabe mere vækst og ansætte flere medarbejdere, hvis ikke de var påført disse ekstraomkostninger, når de løser opgaver på den anden side af bæltet,« siger han.
En af Fyns store virksomheder, Rynkeby Foods, bakker op om synspunktet.
»Vi har en omkostning i størrelsesordenen seks millioner kroner årligt til broafgiften over Storebælt, og den kan vi ikke vælte over på forbrugerne. Derfor er det klart en vækstbarriere for vores virksomhed,« siger firmaets operationelle chef, Lars Petersen.
Han finder det også »uforståeligt«, at det skal være dyrere at passere Storebælt end at passere Øresund.
Fynsk Erhverv har netop bestilt en analyse, der skal påvise de samfundsøkonomiske effekter ved at reducere broafgiften for såvel person- som erhvervstrafik. Analysen forventes klar i løbet af februar.