ErhvervsBladet.dk klar med ny strategi

I dag lancerer ErhvervsBladet.dk en ny og mere løsningsorienteret journalistik, som bakkes op af en reklamekampagne på landsdækkende tv.

Læs mere
Fold sammen
I en tid, hvor finanskrisen dominerer i mediebilledet lancerer ErhvervsBladet.dk en ny og mere løsningsorienteret journalistik.

Den nye journalistiske satsning bliver bakket op af en reklamekampagne på en række landsdækkende tv-kanaler.

- Lige nu er der et ekstremt fokus på krise og nedtur i samtlige medier. Men vores læsere er trætte af dommedagsprofetier, som de ikke kan bruge til noget. Det er tid for en journalistik, der fokuserer mere på løsninger end problemer, siger chefredaktør Morten Asmussen.

ErhvervsBladet.dk’s strategi ses allerede tydeligt i avisens spalter og på sitet www.erhvervsbladet.dk, hvor især det daglige opslag Vækstmaskinen er gennemsyret af en løsningsorienteret journalistik. Her får læserne daglig inspiration inden for emnerne teknologi og medier om mandagen, økonomi og salg om tirsdagen, global virksomhed om onsdagen og innovation og iværksætteri om fredagen.

- Vi mener, at det er tid til at redefinere erhvervsjournalistikken, så den bliver mere brugbar og handlingsanvisende. Vi tør godt melde ud, at vores formål er at forbedre vilkårene for små og mellemstore virksomheder og gøre hverdagen for dem en smule lettere, siger Morten Asmussen.

Løsning og inspiration

Selv om der lige nu er et stort behov for at se muligheder frem for problemer på grund af finanskrisen, er der også i gode tider rigeligt at skrive om for ErhvervsBladet.dk. Iværksættere, virksomhedsejere og -ledere bøvler også i gode tider med problemer, der skal løses.

- Vi har ikke tænkt os at være jubeloptimister, men vi har besluttet, at når vi beretter om problemerne, så bringer vi også inspiration til løsninger, siger Morten Asmussen.

Den nye stil betyder også, at læserne fremover vil blive inviteret til at involvere sig både på sitet og i den trykte udgave. I dag introducerer ErhvervsBladet.dk således også ErhvervsPanelet, hvor avisens abonnenter kan tilmelde sig og få mulighed for at kommentere relevante nyheder i avisen og på websitet.

Se den nye reklamefilm for erhvervsbladet.dk her:



- Redaktionen