Erhvervs-ejendomme stadig hotte

Mangel på erhvervsejendomme tager brodden af rentestigninger, og giver kronede dage for erhvervsmæglere.

Mens boligmarkedet er bremset noget op så ser det helt anderledes ud, når det gælder erhvervsmarkedet. Ejendomsmæglere melder simpelthen om, at de ikke kan følge med efterspørgslen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Mens ophobede boliger presser priserne i København, så er det stadig svært at opdrive ledige erhvervsejendomme i samme område.

»Hvis en virksomhed vil have ordentlig kontorlokaler på over 5.000 kvadratmeter i indre København, så findes det ikke. De er simpelthen ikke til at opdrive,« siger Michael Nielsen, adm. direktør i ATP Ejendomme.

Efterspørgslen efter erhvervsejendomme hænger tæt sammen med udlejningsmulighederne. Og den såkaldte tomgang i markedet – altså tomme, men udlejningsklare erhvervslokaler, er stadig tæt på historisk lav.

På Oline.dk, Danmarks største internetdatabase over erhvervsejendomme og erhvervslokaler, er der således 474 ledige kontorlokaler. Det er knap 50 pct. færre end i juni 2004. Ledige butikslokaler er der også blevet dobbelt så langt imellem, viser et nyt udtræk fra Oline.dk foretaget af Dansk Ejendomsmæglerforening.

»Der har været en periode med faldende antal ledige erhvervslokaler. Udfordringen på det her marked er at finde ledige lokaler. Så situationen ligner ikke det generelle boligmarked,« siger Thomas Torp, vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Det sidste halve år er udbuddet af erhvervslokaler på Oline.dk dog steget med knap 15 pct. Men det skræmmer ikke forvalteren af i alt 753.000 kvm. etageareal.

»Vi har et vist forbehold over for statistikken. Den tendens, du beskriver, kan vi i hvert fald ikke genkende fra vores portefølje, Vi oplever en efterspørgsel, vi ikke kan efterkomme,« siger Michael Nielsen, der primært har kontor og detaillokaler i porteføljen.

Gode tider
Opgørelsen fra Oline viser da også kun antallet af lokaler og ikke det samlede antal etagemeter, hvilket giver en statistisk usikkerhed. Den relativt lave tomgang, holder hånden under priserne, mener ATP Ejendomme.

»Renteudviklingen slår ikke prompte igennem på priserne. De er fortsat ret høje. Det hænger sammen med mindre risiko for tomgang og pengerigheden blandt investorer i markedet,« siger Michael Nielsen.

Erhvervsejendomsmæglerne nyder godt af, at markedet for erhvervsejendomme ikke udvikler sig parallelt med det generelle boligmarked. »Det er rigtig gode tider for erhvervsejendomsmæglerne. Både hvad angår salg, leje og rådgivning,« siger Thomas Torp fra DE.

Berlingske Business har tidligere beskrevet, hvordan de tradtionelle ejendomsmæglere i København trimmede deres forretning og lukkede butitkker i et lunkent boligmarked. På erhvervsområdet er der derimod dukke flere nye aktører op de seneste år. De oplever ikke nogen afmatning.

Renten kan mærkes
»Vi har på ingen måde oplevet nogen negative udvikling. Tværtimod må vi ofte tilknytte interesserede til vores kundebase, da vi simpelthen, ikke kan skaffe lokaliteter nok – vi har flere kunder, som vi har arbejdet sammen med i mere end 18 måneder for at finde et egnet sted til deres virksomhed,« siger Kim Kyhl Andersen, statsautoriseret ejendomsmægler og ansvarlig indehaver af Andersen Erhverv i Farum.

Han og erhvervsmægler Torben Rasmussen brød i 2005 ud fra Nybolig og fra Home Erhverv og specialiserede sig i industri- og kontorejendomme i det brede bælte nord for København. Selv om udbuddet af ejendomme ikke er vokset, mener han, at rentestigninger kan mærkes i markedet.

»Efter den seneste rentestigning, og forventningen om endnu én, er besindigheden ved prisfastsættelsen og afkastkravet ved at sætte ind. Der er en tydelig tendens til at de professionelle ejendomsinvestorer forventer højere afkastprocenter og lavere priser,« siger Kim Kyhl Andersen.