Er lyset for enden af tunnellen blot et modkørende tog?

Alt tyder på, at det historiske dyk i verdensøkonomien er ved at være overstået i hvert fald i denne omgang, og det har andet fået investorerne til igen at få farve i kinderne.

Foto: Modelfoto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen
Efter mere end et årtis fest har verdensøkonomien ikke bare tømmermænd. Den er næsten blevet slået til lirekassemand.

Verdens centralbanker er rykket ud med massive rentelempelser som den penicillin, der skal slå recessionsbakterien ned, og regeringer fra Amsterdam over København til Washington har givet patienten et ordentligt skud morfin med ufinansierede skattelettelser, store investeringsprogrammer og direkte støtte til finanssektoren, der skal dulme smerten.

Cocktailen ser ud til at virke. I andet kvartal faldt det amerikanske bruttonationalprodukt med blot en procent i forhold til første kvartal, og aktionærerne er trådt tilbage fra den kant, de var ved at hoppe ud over. Siden begyndelsen af marts er Danmarks ledende aktier steget med lige knap 50 pct.

De fleste økonomer er nu enige om, at verdens største økonomi, den amerikanske, rent faktisk vokser i øjeblikket. Nu lever økonomer i høj grad af at være uenige, så der er stadig ordkamp om, hvorvidt økonomien kan få et nyt tilbageslag. Men spørgsmålet er, hvad der sker, når den økonomiske patient får fjernet sit penicillin- og morfindrop. Kan festen gå i gang igen, eller skal patienten på antabus?

Heldigvis, eller uheldigvis, er tal og specielt fremtidige tal endnu mere taknemmelige end det papir de bliver skrevet på. Så det er ikke svært at argumentere for en ny optur, en ny nedtur, eller bare årevis med anæmisk vækst, som der ikke vil være meget fest i.

Det bliver optur
Argumentet for en optur er, at det er, hvad politikerne ønsker, og politikerne har magt, blandt andet til at trykke pengesedler og bruge den magt, de har.

Alene over det seneste år har den amerikanske kongres trods de evindelige skænderier mellem Demokrater og Republikanere vedtaget skattefinansierede redningsplaner til tusindevis af milliarder kr., og i Danmark har der været stort set fuldstændig politisk opbakning bag en Bankpakke I, der garanterede for alle danske bankers lån, og en Bankpakke II, der tilbød finanssektoren op til 100 milliarder kr. i evigt løbende lån og ubegrænset garanti for nye lån de næste fire år.

Politikerne kan ikke direkte bestemme prisen på boliger eller kursen på aktiemarkedet. Men de kan gøre det klart, at de er parat til næsten hvad som helst for igen at gøre det attraktivt at bruge penge. Enhver erfaren politiker ved, at arbejdsgiverne, nemlig vælgerne, bliver rigtigt kede af det, hvis de bliver arbejdsløse eller frygter at blive det. Så lukker de tegnebogen og finder nogle nye politikere, der troværdigt kan love bedre tider.

Politikernes beslutsomhed og vilje til at bekæmpe recessionsspøgelset skal ikke undervurderes. Reelt er hele den europæiske banksektor, og store dele af den amerikanske, blevet nationaliseret. I Danmark har staten formelt set kun overtaget den håndfuld banker, der er kollapset; men resten overlever på de ubegrænsede statsgarantier, som de har fået af regeringen og Folketinget.

Derfor kan der argumenteres for, at når politikere står så tæt sammen om at gøre det nødvendige, uanset hvad det er, både på tværs af parti- og landeskel, så må økonomien nødvendigvis før eller siden komme tilbage på sporet.

Det bliver nedtur
Omvendt kan der overbevisende argumenteres for, at de »grønne skud«, som i øjeblikket springer frem både i USA, i Tyskland, hvor eksporten i juni hoppede i vejret med syv pct., og i Asien, hvor Kinas bruttonationalprodukt i andet kvartal viste en årsvækst på 7,9 pct., alene skyldes den medicin, som er blevet pumpet i den økonomiske patient.

Spørgsmålet er, hvad der sker, når morfindroppet bliver fjernet. Problemet er, at de fleste er enige om, at regeringer og centralbanker ikke kan blive ved med at låne penge og trykke pengesedler i febertempo, og at ingen endnu har en opskrift på, hvordan støtten skal aftrappes og fjernes, endsige hvornår.

I økonomiske termer forsøger politikerne og centralbankcheferne at forhindre, at verdens økonomiske værdier skrumper. Det modsatte er reflation, primært af priserne på aktiver. Men grundlæggende er problemet netop, at flere års lånefest netop har pustet værdien af aktiver op, så en lille fugtig singlelejlighed i Københavns nordvestkvarter i 2007 endte med at koste over to millioner kr.

Selv stater har begrænsninger på kassekreditten, og skræmmescenariet er 1970erne, hvor regeringer og centralbanker bekæmpede chokstigningerne i oliepriserne ved at låne penge hurtigere, end alkoholikere bunder en øl, og lod inflationen løbe løbsk. Det er endnu få økonomer, der reelt tror på en gentagelse af 70ernes fejltagelser; men flere påpeger, at en konsekvens af forøget optimisme, der allerede kan ses er, at råvarepriserne stiger kraftigt, og at øget vækst får investorerne til igen at bekymre sig om inflation og derfor kræver højere renter for at låne penge ud.

Eksempelvis kostede en tønde nordsøolie i fredags 74 dollar. Det er markant mindre end for et år siden; men set i forhold til priserne før 2007 er det et højt niveau.

Højere oliepriser rammer både husholdninger og virksomheder, men værre er det med renterne. Selv om antallet af tvangsauktioner og konkurser er kraftigt stigende, er det dog fra et meget lavt niveau. Det skyldes i høj grad, at renteudgifterne trods de mange spalter, der er skrevet om finanskrisen, faktisk er faldet markant. Siden begyndelsen af 2008 er renten på etårige flekslån mere end halveret til under 2,5 pct., mens renten på de klassiske fastforrentede konverterbare 30-årige realkreditlån er faldet fra godt 7,5 pct. sidste efterår til nu 5,25 pct.

Det er noget, der kan mærkes; særligt hvis man fra en flekslånsrente trækker inflationen på 1,2 pct. og skattefradraget, hvilket bringer renteudgifterne ned på noget nær det niveau, japanerne har været vant til i årevis.

Det bliver lavere vækst
Netop fordi den fremtidige renteudvikling kommer til at få stor betydning for, hvordan den økonomiske fremtid ser ud, kan man spørge verdens største og formentlig mest indflydelsesrige obligationsinvestor om hans syn på fremtiden.

Han hedder Bill Gross og er chef for det amerikanske kapitalforvaltningsselskab Pimco, der styrer en formue på godt 4.400 milliarder kr.

Bill Gross tror grundlæggende på, at økonomien igen vil begynde at vokse; men at den vil vokse meget langsommere, end vi har været vant til. Den amerikanske økonomi voksede i årevis ret stabilt omkring fem pct. om året, så det har både forbrugere, virksomheder og økonomer vænnet sig til. Men han påpeger, at politikerne ikke kan blive ved med at pumpe penge ind i økonomien, og at skatteyderpengene ikke er gratis, men kommer med en voldsomt øget offentlig regulering, som alt andet lige vil begrænse ikke mindst finansverdenens kreativitet, virketrang, vækst og villighed til at lånefinansiere vækst.

Konsekvensen vil ikke være fortsat recession, men lavere vækst end vi har været vant til.

»Hvis en nominel vækst på tre pct. i bruttonationalproduktet er det ’nye normale’, så vil det betyde lavere indtjeningsvækst, permanent højere arbejdsløshed, begrænset vækst i privatforbruget og en stigende involvering af den offentlige sektor, som grundlæggende vil ændre den amerikanske kapitalistiske model,« skriver Bill Gross i sin seneste kommentar.

Det bliver konstruktivt
Som for de to andre scenarier er der flere solide holdepunkter for lang tids lavvækst. Dansk arbejdsløshed er steget, men ligger stadig på blot 3,8 pct. Til gengæld er kapacitetsudnyttelsen i industrisektoren faldet fra næsen 90 pct. til under 74 pct., så det er ikke umiddelbart et godt argument for at industrien vil ansætte flere, selv hvis sortsynet forsvinder. I USA er situationen endnu mere tydelig. Arbejdsløsheden er eksploderet fra 4,5 pct. til 9,5 pct. under den nuværende krise, og kapacitetsudnyttelsen i industrisektoren er raslet ned i et hidtil uset tempo. Det kan udlægges som, at arbejdsløsheden kommer på et permanent højere niveau, og dermed vil presse den fremtidige økonomiske vækst ned.

Så hvilke af de tre scenarier er mest sandsynligt? Spørg aktieinvestorerne, der hver dag sætter penge på, hvad de tror fremtiden vil bringe.

Verdens største aktieinvestor er den amerikanske kapitalforvalter Blackrock, der styrer en formue på næsten 14.000 milliarder kr., og sandheden er, at selv Blackrock er i tvivl.

»Fra et aktiesynspunkt mener vi, at der fortsat er flere risici; men at flere positive faktorer også spiller ind. De pengepolitiske forhold er stadig meget aktievenlige, aktierne er fortsat rimeligt værdiansat, indtjeningen fortsætter med at udvikle sig positivt, og virksomhederne er aktionærvenlige i deres kontantforbrug. Men omvendt må vi pege på, at forbrugerne fortsat er under pres, at budgetunderskuddene fortsætter med at stige, at skatterne vil stige, og at der muligvis vil komme mere regulering. Samlet set mener vi, at den nuværende aktieoptur måske har været lidt for voldsom; men at det stadig ser konstruktivt ud på mellemlang sigt,« skriver investeringschef Bob Doll i sin seneste investeringskommentar.





»Problemet er, at de fleste er enige om, at regeringer og centralbanker ikke kan blive ved med at låne penge og trykke pengesedler i febertempo, og at ingen endnu har en opskrift på, hvordan støtten skal aftrappes og fjernes, endsige hvornår.



»Hvis en nominel vækst på tre pct. i bruttonationalproduktet er det ’nye normale’, så vil det betyde lavere indtjeningsvækst, permanent højere arbejdsløshed, begrænset vækst i privatforbruget og en stigende involvering af den offentlige sektor, som grundlæggende vil ændre den amerikanske kapitalistiske model.

@BM CITAT NAVN:bill gross, Pimco



»Samlet set mener vi, at den nuværende aktieoptur måske har været lidt for voldsom; men at det stadig ser konstruktivt ud på mellemlang sigt.

@BM CITAT NAVN:bob doll, Blackrock