Er du klædt på til årets vigtigste tema? Her er en guide til inflation

Stigende inflation er pludselig blevet et tema på de finansielle markeder efter i årevis at have været næsten fraværende. Det er noget, der påvirker alle dele af vores privatøkonomi, men er samtidig et ukendt univers for mange. Vi dykker ned under inflationens kølerhjelm og tager »inflation« under kærlig behandling, så du er klædt på til dit næste møde med din bank, din investeringsrådgiver – eller bare dine nørdede venner.

Virksomheder frygter rentestigninger og højere inflation, efter priserne på varer og tjenester skyder i vejret. I USA stiger priserne i det hurtigste tempo i 13 år. Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix

Når man spørger unge mennesker om inflation, bliver de lidt blanke i øjnene. Spørger jeg min mor, kommer der lange og maleriske beskrivelser af, hvordan alting bare blev dyrere tilbage i 1970erne. Og det er rigtigt. Inflationen var tocifret efter oliekrisen, og lønstigningerne havde svært ved at følge med.

Inflation eller rettere fraværet af inflation har været et af de mest bemærkelsesværdige samfundsforhold det seneste årti. På trods af lav ledighed og historisk lave (og negative) renter, har inflationen ikke indfundet sig, som de økonomiske modeller ellers forudså. Mellem 2013 og 2019 var Det Økonomiske Råds forventninger til inflationen i gennemsnit 1,7 procent om året, mens den endte på 0,7 procent.