Så bliver det heller ikke værre. Den nye prognose fra EU-Kommissionen spår en mild afmatning for den europæiske økonomi på trods af den massive modvind, som kommer fra de højere energipriser. Kommissionen forventer en lille tilbagegang i vinterhalvåret, men så stigende aktivitet igen derefter.
Det betyder også, at beskæftigelsen ikke rigtig bliver ramt, og at ledigheden kun stiger marginalt. En del af den stigende ledighed skyldes, at flere kommer ud på arbejdsmarkedet som følge af arbejdsmarkedsreformer. Situationen på arbejdsmarkedet vil være afgørende for, hvordan forbrugerne opfører sig, når de har vænnet sig til, at dele af indkøbskurven er blevet dyrere.