Enlig svipser rokker ikke ved dansk eksportsucces

Selv om den danske eksport har indledt året med et mindre fald, så er økonomer fortsat overbeviste om, at den danske udenrigshandel er i medvind.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Arkivfoto. Selv om den danske eksport har indledt året med et mindre fald, så er økonomer fortsat overbeviste om, at den danske udenrigshandel er i medvind.
Læs mere
Fold sammen

Handelsbalancetal har mandag vist et fald i eksporten på 3,0 pct. i januar, men nedgangen kom efter et par gode måneder i november og december.

»Ses de seneste tre måneder under ét, er der tale om en stigning på hele 6 pct., og der er dermed tale om en solid opadgående trend i den danske udenrigshandel - noget som tilbagegangen i januar efter vores vurdering ikke rokker ved«, skriver chefanalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen i en kommentar.

Nogenlunde samme konklusion drager Nykredits cheføkonom, Tore Stramer. Han mener, at der blot er tale om, at eksporten tager en kort puster efter en periode med hastig fremgang.

»Den positive udvikling i eksporten skal helt naturligt ses i lyset af, at aktiviteten på vores vigtigste eksportmarkeder er tiltaget pænt over de seneste måneder. Dertil kommer, at kronekursen er faldet tydeligt over for dollaren. Det betyder, at de danskproducerede varer nu fremstår billigere på de dele af eksportmarkedet, der afregner i dollar. Endelig er den danske konkurrenceevne generelt i fin form i øjeblikket,« skriver Tore Stramer i et notat.

Mens eksporten af varer faldt med 3 pct., faldt også importen med 2,7 pct. Samlet betød det, at Danmarks overskud på handelsbalancen var i januar stort set uændret 7,5 mia. kr. sæsonkorrigeret mod 7,9 mia. kr. i december.

Betalingsbalancens løbende poster viste et overskud på 18,1 mia. kr. i januar mod 21,5 mia. kr. i december.