Sverige er i gang med det. USA, Schweiz, Storbritannien og Japan kigger også på det. Euroområdet har taget et stort skridt henimod det, og i Kina har man været i gang længe.
Det handler om digitale centralbankvalutaer, også kendt som Central Bank Digital Currency (CBDC), et fænomen som i øjeblikket breder sig over det meste af verden. Men i Danmark går vi imod strømmen. Mens vores naboer i øst og syd i øjeblikket arbejder på at lancere henholdsvis e-krona og e-euro, afviser Danmarks Nationalbank, at der herhjemme er behov for at udvikle en national, digital e-krone på nuværende tidspunkt.