En perversitet forsvinder. Må den forblive på historiens mødding

Den Europæiske Centralbanks (ECB) renter er hastigt på vej opad, og dermed forsvinder de negative renter helt fra det finansielle system – også herhjemme. De negative renter var et eksperiment, der udsprang af eurokrisen og ECBs hovedrolle i at redde euroen. Men gevinsterne har været små, og de negative – utilsigtede – konsekvenser tårner sig op. Resultatet af eksperimentet bør derfor være ret entydigt.

Da Mario Draghi i 2019 overlod chefposten i Den Europæiske Centralbank til Christine Lagarde, efterlod han samtidig en politisk stinkbombe i form af negative renter. Nu har den galoperende inflation sat en stopper for det eksperiment. Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix Presidential Palace

Da jeg i foråret 2016 kom til Institute of International Finance i Washington var jeg særlig interessant, fordi jeg kom fra et land med negative renter.

I Den Internationale Valutafond (IMF) lidt længere nede ad gaden var man ved at falde i svime over, hvor fantastisk det virkede, og så var alle i den internationale økonomiske lemmingeverden også begejstrede. Nuværende nationalbankdirektør Signe Krogstrup beskrev i 2018 som IMF-ansat, hvordan centralbankernes renter kunne blive uendeligt negative – bare man forhindrede almindelige mennesker i at bevæge sig over i kontanter.