Én million britiske unge er nu arbejdsløse

En kedelig rekord blev i dag sat i det kriseramte Storbritannien – næsten en million under 25 år er nu arbejdsløse.

LONDON: Hver femte af de unge under 25 år i Storbritannien er nu kastet ud i lediggang. Storbritannien er særlig hårdt ramt af recession, og det var med forståelig nervøsitet, at de britiske politikere onsdag formiddag modtog de nye tal.

Antallet af folk uden job er nu 2,4 millioner, hvoraf næsten en million er unge under 25 år, det højeste niveau i 15 år. Arbejdsløsheden er dermed steget med 800.000 på bare et år.

”Uacceptabelt,” lyder det fra Labours handelsminister Lord Mandelson, der dog ikke overraskende mener, at tallet ville være endnu højere, hvis De Konservative havde siddet ved magten.

Storbritannien vil med det kraftigt stigende antal unge arbejdsløse opleve en stigning i vold, alkoholisme og misbrug af stoffer, advarer Audit Commission, som fører kontrol med de lokale myndigheder og Det Nationale Sundhedssystem, NHS.

Samtidig er det vurderingen, at arbejdsløsheden vil fortsætte med at stige kraftigt, og at den risikerer at ramme tre millioner, inden der skal afholdes valg senest maj 2010. Det lægger voldsomt pres på premierminister Gordon Brown til at komme med tiltag, der kan skabe nye job og ikke mindst håb for særligt landets unge.