En forfører gør klar til comeback

Byggematadoren Kurt Thorsens charme og energi er nogenlunde intakt, og han erklærer sig klar til at starte forfra i ejendomsbranchen, når han får friheden om et års tid. I torsdags måtte han fejre sin 60 års fødselsdag i statsfængslet i Nr. Snede.

»Jeg tør ikke være her rent forretningsmæssigt. Jeg føler mig ikke tryg. Jeg ved, myndighederne vil komme efter mig igen. Bortset fra, at jeg er dansker, er der ikke noget, der binder mig her.« - Kurt Thorsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

»Hvor er du elegant klædt – det sorte og det grønne, og så tørklædet, der binder det hele sammen – det passer utrolig godt til din hårfarve.«

Kurt Thorsen lægger frisk ud fra interviewets start. Han ved godt, hvordan han skal håndtere en kvindelig journalist, som er ude over sin første ungdom og uvant med komplimenter af den kaliber.

Den tidligere ejendomsmatador fortsætter med et par bemærkninger om »fru forfatter« og bogen »Milliardærklubben« og får dermed prikket til den professionelle forfængelighed også.

Det hele bliver leveret med et så godt som uimodståeligt gavtyveagtigt grin i det karakteristiske runde ansigt med de fløjlsbrune!! øjne. Mon ikke han bruger samme strategi, når han skal overbevise en investor om at finansiere et projekt?

Efter at have præpareret journalisten, kaster Thorsen sig ud i sin vante forsvarstale. Han er uskyldig i alt, hvad han er dømt for.

Det gælder såvel PFA-sagen, hvor han i landsretten blev dømt på daværende PFA-direktør Rasmus Trads’ – ifølge Thorsen – løgnagtige vidneudsagn. Og det gælder skattesagen, hvor han ligeledes i landsretten i 2012 blev idømt tre og et halvt års fængsel – igen på et forkert grundlag, hævder han.

Berlingske fanger Kurt Thorsen på udgang fra statsfængslet i Nr. Snede i forbindelse med et lægetjek på Gentofte Hospital, inden han skal nå toget tilbage til Jylland kl. 15.

»Det er mit livs dilemma og store tragedie, at jeg sidder i fængsel for noget, jeg ikke har gjort. Det er tragisk og til at græde over. Selv om jeg er stærk psykisk, så kan jeg sagtens være ked af situationen. Jeg er jo ikke lavet af plastik, og yngre bliver jeg heller ikke,« siger han.

I dag udstråler det runde ansigt og den velkendte undersætsige skikkelse dog energi og godt humør. Kurt Thorsen nyder tilsyneladende at have en opmærksom lytter – og opmærksomheden i det hele taget, når gæsterne i caferiet ved Gentofte Hospitals afdeling O opdager ham.

Men ifølge Thorsen kan han i virkeligheden godt blive træt af om evig og altid at blive genkendt.

»Men det sidste jeg ønsker er at optræde arrogant. Derfor hilser jeg altid på folk, og snakker med dem, hvis nogen stopper mig.«

Da Berlingske ringede til ham i fængslet ugen før, var humøret mindre perlende. »Det er det sååårte hul (sorte på århusiansk, red.),« lød det i telefonen, som i øvrigt er en 15 år gammel mobil, som er tøjret til væggen med et kort stålkabel, fortæller Thorsen og demonstrerer den umagelige kropsposition, han må indtage, når han skal tale i den.

Kurt Thorsen blev idømt seks års fængsel for bedrageri i PFA-sagen. Da han havde siddet i fire år inklusive en sygdomsperiode, blev han prøveløsladt. Men få dage før udløbet af prøveløsladelsen blev han anholdt og ransaget for skattesvig, som han fik yderligere seks måneders fængsel for – samtidig med, at de resterende tre år af den første dom blev udløst.

»Jeg har siddet i seks og et halvt år nu og har et år tilbage. Det er mere, end du får for mord. Og folk, der maltrakterer små børn og lejer dem ud til naboen, får bare 18 måneder,« påpeger Thorsen, som undervejs blev overfaldet og slået ned i fængslet, så han fik kraniebrud og lå på hospitalet i et år. Et år, som ifølge hans verdensbillede blev lagt oven i hans straf.

»Jeg var syg i et år, hvor jeg dels var indlagt med synsforstyrrelser og hvinen for ørerne, og dels boede hos min moder. Jeg måtte ikke bevæge mig frit, så jeg opfatter det år som en del af fængselsstraffen. Men det gjorde kriminalforsorgen altså ikke, selv om det var deres ansvar,« siger Kurt Thorsen.

Ind imellem bliver han tankefuld, gav-tyvesmilet forsvinder fra ansigtet, og alderen afslører sig glimtvis. Han fortæller, at han hverken må have computer eller personlig, sikret email-adresse i fængslet.

»Efter min første dom havde jeg både computer, fax og tre telefonlinjer. Nu kan jeg kun sende håndskrevne breve. Jeg har 8.000 personer i mit internationale netværk, men det er svært at holde kontakten ved lige. Folk får jo nærmest et chok, når de modtager et håndskrevet brev – som om det var jul!« griner han.

Ifølge Kurt Thorsen sender venner og forretningsforbindelser ham dagligt aviser, så han kan følge med i Financial Times, The Economist, Wall Street Journal og New York Times, når han ikke er optaget af sin tjans som kirketjener i fængslet.

»I fængslet får vi BT, og som regel køber jeg selv Berlingske. Jeg tror ikke, vi må læse aviser på nettet. Der en computer i en anden afdeling, men den kan kun bruges, hvis man skal i kontakt med det offentlige på NemID eller sin bank. Det duer ikke, når der står en mand og kigger én over skulderen hele tiden og holder øje med, at man ikke googler.«

Kurt Thorsen vil gerne tale om sine mange ejendomsprojekter. Holmen og Dokøen, som han købte sidst i 90erne, da ingen interesserede sig for området, og kunstneren Per Kirkeby sammen med arkitekt Morten Schmidt tegnede et »fabelagtigt kulturhistorisk projekt«, som spejlede Frederiks- staden på den anden side af havneløbet.

»Det var planen at realisere Nicolai Eigtveds og Ferdinand Meldahls oprindelige planer fra 1700-tallet i en moderne udgave,« siger han. »Det er for evig tabt nu med placeringen af operaen midt i det hele.«

Thorsen vil også gerne med professionel stolthed fortælle om sine mange priser. I 1991 modtog han Danske Arkitekters Landsforenings Ærespris, og inden da havde han fået Byggesocietetets Gyldne Søm i 1986.

»Hvert eneste af mine byggerier har fået en eller flere priser for kvalitet, arkitektur, byfornyelse, eller hvad ved jeg,« siger Thorsen, som også påpeger, at han flere gange har været nomineret til den fornemme Mies van der Rohes-pris.

Han er lidt stille, mens han spiser det sidste af sin sandwich.

»Orv, hvor et smart ur, du har der,« siger han og beundrer mit Hilfiger-ur til en tusse på udsalg i gågaden i Birkerød.

»Jeg fik mit ur stjålet i søndags. Det er jeg meget ked af, for jeg fik det i konfirmationsgave af mine forældre. Ikke fordi det var så dyrt, det var et Rolex GMT Master i stål, men jeg har gået med det lige siden. Det er det sidste, jeg har tilbage fra min barndom. Alt andet er forsvundet i det her forfærdelige liv, hvor myndighederne har solgt ud af mine effekter på auktion.«

»Jeg lagde uret fra mig i fængslet i to minutter, og jeg opdagede det straks. Vi er kun elleve mennesker på afdelingen, så jeg bad vagten om venligst at låse og eftersøge mit ur. Men det vil de ikke. De kan ikke lide mig,« siger Thorsen og takker nej til kage til kaffen. »Det er ikke kommet af sig selv at smide 40 kg,« siger den tidligere matador, som har tabt sig med low carb-kur og motion i fængselsgården.

Hr. og fru Danmark kan imidlertid godt lide ham:

Foran Gentofte Hospital springer en taxa-chauffør ud af bilen og åbner galant døren for Kurt Thorsen, da han spotter den tidligere byggematador. Deres kvindelige udsendte må selv finde ud at komme ind på bagsædet.

På turen ind til København konverserer chaufføren Thorsen med beundrende bemærkninger som:

»Kloge mennesker kan ikke holdes tilbage«, og »Når I tror på noget, så går I efter det«.

På Restaurant Nimb i Tivoli tæt ved Københavns Hovedbanegård mødes Kurt Thorsen af venlig og smilende imødekommenhed fra personalet. På trappen bliver han stoppet af en dame, der vil fortælle, at hun beundrer ham og hans byggerier.

Den forhenværende entreprenør er ikke i tvivl om, at han skal tilbage i branchen.

»Det er det, jeg kan. Jeg skriver på et forretningskoncept, hvis indhold jeg indtil videre holder for mig selv. Jeg ser store muligheder i Chile, Peru, Kina, Thailand og London,« fortæller Thorsen, som planlægger igen at bosætte sig i London, når han slipper ud af fængslet.

Endnu engang tegner han billedet af sig selv som uskyldig dømt og forfulgt af systemet:

»Jeg tør ikke være her rent forretningsmæssigt. Jeg føler mig ikke tryg. Jeg ved, myndighederne vil komme efter mig igen. Bortset fra, at jeg er dansker, er der ikke noget, der binder mig her. Min moder (sådan omtaler Thorsen sit ophav, red.) er død, og mine børn er globetrottere og opholder sig forskellige steder i verden. Jeg er glad for Danmark, men ikke for den behandling, jeg har fået.«

Trods elektronisk kommunikationsbesvær har han et stort netværk af gode bekendte, hvoraf flere er milliardærer, siger han.

»Jeg påstår ikke, at de vil finansiere mine kommende projekter, men jeg har et godt forhold til dem og rådgiver flere,« siger han.

Der kommer dog kun ét milliardær-navn på bordet, nemlig vennen Karsten Ree, som for nylig havde inviteret Thorsen ind i sit tv-program. Niras-direktør Karol Marcinkowski er endnu en navngivet ven, som dog ikke er milliardær.

En tidligere forretningspartner frygter, at tiden er løbet fra Thorsen.

»Den nye generations ejendomsudviklere er helt andre typer. De holder lav profil og nøjes med et enkelt glas vin til middagen. Det efterlader ikke plads til typer som Kurt. Han har slidt sit netværk ned, skylder penge alle steder og skaber sig fjender, fordi han stadig kan finde på at vælte Skagen, brænde 150.000 kr. af og té sig som var han Napoleon,« siger kilden, som ikke ønsker at stå frem.

Om vi kommer til at se nye milliard-projekter, må tiden vise. Fængselsopholdene har taget på den tidligere matador.

»Der er en udløbsdato på onkel Kurt. Jeg har ikke den samme energi som tidligere, hvor jeg kunne overkomme ubegribeligt meget. Jeg havde 2.000 telefonsamtaler om dagen og sov som regel i flyet på vej til et nyt møde. Følelsen af bitterhed og magtesløshed banker på min celledør hver dag og sidder og lurer henne i hjørnet. Jeg passer meget på, at de følelser ikke får fat i mig,« slutter Thorsen.

Hans 60-års fødselsdag i torsdags blev fejret i fængslet i selskab med hans advokat. Fredag skulle Thorsen nemlig i Landsskatteretten, som har genoptaget hans skattesag.