En del af en helhed

Fastholdelse. Entreprenørvirksomheden Øens Murerfirma på Amager har gennem flere år gjort en dyd ud af at værne om sine dygtige medarbejdere ved at involvere dem i firmaet og få både funktionærer og timelønnede håndværkere til at føle, at de er del af en større helhed.

Efteruddannelse, medbestemmelse og sociale arrangementer.

Umiddelbart skulle man tro, der var tale om et konsulentfirma og ikke noget så relativt simpelt som et murerfirma på Amager.

Men det er netop, hvad man gør i Øens Murerfirma, der med over 200 ansatte og lige så mange millioner i omsætning efterhånden har etableret sig som en af Danmarks mest moderne entreprenørvirksomheder. Især når det handler om personalepleje.

Allerede før flaskehalsene meldte deres ankomst på det danske arbejdsmarked, var firmaet for enden af Holmbladsgade nemlig i fuld gang med en aktiv personalepolitik for at sikre fastholdelse af firmaets dygtige folk.

Nyhedsbreve til de ansatteIfølge direktør og stifter Jan Elving er det helt centrale element i den personalepleje, firmaet praktiserer, at alle ansatte skal følge sig som en del af en helhed.

Og så er det sådan set lige meget, om man er timelønnet og går ude på byggepladsen eller sidder i en fast funktionærstilling i firmaets hovedkontor.

- Vi sender nyhedsbreve ud til de ansatte, hvor vi orienterer om firmaets tilstand, ordrebeholdning og så videre. Alle skal føle, at de er en del af noget. Derfor gør vi også meget ud af at tilbyde helårsbeskæftigelse, så de andre ikke søger andre steder hen i vintermånederne, hvor der normalt ikke er så høj aktivitet, siger Jan Elving

Han erkender blankt, at det ofte koster firmaet ekstra at tilbyde vinterbeskæftigelse, men han mener samtidig, det er et nødvendigt skridt.

- Mange håndværkere i dag har jo både hus og bil, der skal betales. Så derfor nytter det ikke noget, at der ikke er noget arbejde til dem fra november til februar, påpeger han.

Investerer i fremtidenLars Blok, der har været ansat i Øens Murerfirma i over seks år, er en af de medarbejdere, der blandt andet har udvist loyalitet over for firmaet på grund af virksomhedens meget udadvendte personalepolitik.

For modsat mange kolleger i branchen mener han, at hans arbejdsgiver gennem hele ansættelsen vist stor interesse for hans virke og trivsel på byggepladserne.

- Firmaet har for eksempel betalt for, at jeg kunne komme på et længere kursus i byggepladsstyring. Og det er da selvfølgelig rart at vide, at ens arbejdsplads vil poste penge i ens fremtid, siger han og understreger, at sociale arrangementer som sommerfester og biografture bestemt også har en smule at skulle have sagt med hensyn til trivsel.