Jeff Bezos er blandt andet meget kendt for at være stifter og leder af verdens største onlineforretning Amazon, og så har han foreløbig opnået at være verdens rigeste mand en enkelt dag. Knap så kendt er det, at hans familie stammer fra Danmark - og fra helt anderledes kår.

Der er nemlig en afgrund til forskel på Jeff Bezos' mulighed for at leve et helt overdådigt liv og så den kummerlige fattigdom, som oldeforældrene måtte tåle i deres tilværelse på Samsø i slutningen af det 19. århundrede.

På verdensplan har Jeff Bezos lige nu omkring 340.000 ansatte. Den 27. juli i år kunne han smykke sig med titlen som verdens rigeste med en formue på over 90 milliarder dollars (570 mia. danske kroner), idet han denne ene dag midlertidligt passerede Bill Gates. Til sammenligning ejer Danmarks rigeste - Lego-familien Kirk Kristiansen - omkring 180 mia. kroner.

Jeff Bezos er født 12. Januar 1964 med navnet Jeffrey Preston Jorgensen. Hele hans biologiske familie på den mandlige side kommer nemlig fra Danmark.

Hans oldefar er John Jørgensen, som blev født 8. Januar 1872 på Samsø. Han udvandrede omkring år 1900 til Chicago i USA. Hans kone Ida Minnie Jorgensen blev også født i Danmark. Sammen fik de sønnen Theodore »Ted« John Jorgensen (1917) i USA. Han fik sønnen Ted Jorgensen (1944), og det er ham, der er biologisk far til Jeff Bezos.



Og mens den driftige forretningsmand kan købe stort set alt, han peger på, så ejede hans forfædre næsten bogstaveligt talt kun det tøj, de gik i, og det sengetøj, de sov i.

Også på en mere konkret måde har Jeff Bezos lagt afstand til sin fortid. Jeff Bezos' far og mor mødtes i high school, og moderen Jacklyn Gise blev gravid som 18-årig. De blev gift, men faderen Ted Jorgensen var ofte sent ude om natten, kunne godt lide en tår over tørsten og var ikke bleg for at have selskab af andre damer. Parret blev skilt efter bare 17 måneder.

Jacklyn Gise blev gift med Miguel Bezos, som adopterede lille Jeff på fire år. Siden havde Ted Jorgensen og Jeff Bezos ikke kontakt: Ted Jorgensen vidste end ikke, at hans biologiske søn Jeff Bezos var ejer af Amazon, da en journalist fandt ham i hans motorcykelforretning i Glendale, Arizona.