Elpriserne er rekordhøje i dag. Torsdag ventes elpriserne også at blive usædvanligt høje.
Faktisk rammer priserne deres højeste niveau siden energikrisen i 2022, og det samme gælder hos vores naboer på den anden side af Øresund.
Det svenske kraftnet, som er en statslig svensk instans, har anmodet om, at den svenske elreserve sættes på standby fra torsdag morgen.
Derfor kommer det oliefyrede kraftværk Karlshamn til at gå i standby-tilstand, efter at elpriserne er steget i vejret.
Det skriver det svenske medie SVT.
Produktionen skal kunne starte med to timers varsel, hvis det bliver nødvendigt, lyder det i en melding fra elbørsen Nord Pool.
Derfor stiger elpriserne lige nu
Forklaringen på de stigende elpriser findes uden for både Danmarks og Sveriges grænser.
Billedet er det samme i store dele af Europa og skyldes, at der stort set ikke er en vind, der rører sig.
I Sverige står det dyrest til i den sydlige del. SVT skriver, at en husstand i Gøteborg onsdag skal betale næsten 190 gange så meget som en husstand i Luleå.
Og torsdag bliver det endnu et hak dyrere at bruge strøm i de dyreste timer.
På dansk jord ventes elpriserne at ramme 11 kroner pr. kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer sidst på eftermiddagen torsdag.
Næppe en ny energikrise
Mads Brøgger, som er direktør i Norlys Energi med 540.000 elkunder, bemærker i et interview med Ritzau, at vi så lignende høje priser under energikrisen i 2022, og kalder de høje priser »meget usædvanlige«.
Det er mellem klokken 17 og 18 torsdag, at priserne stikker helt af.
»Normalt er sol og vind med til at sikre billig, grøn energi. Men når der er lav produktion og høj efterspørgsel, så er det, at priserne stikker af,« forklarer Mads Brøgger.
Man skal dog ikke forvente, at de høje elpriser fortsætter, og det er ifølge Mads Brøgger ikke starten på en ny energikrise.