Eldrup advarer mod at hænge sig i antallet af elbiler: »Der er gået talmagi i debatten«

Ingen ved reelt, hvor mange elbiler en omlægning af bilafgifterne vil medføre i 2030. Det fastslår Anders Eldrup, som advarer mod at hænge sig for meget i resultatet ti år ude i fremtiden og i stedet opfordrer til at dykke ned i substansen af de forslag, elbilskommissionen har fremlagt.

Formanden for Kommissionen for grøn omstilling af personbiler, Anders Eldrup, mener, at kommissionen foreslår et kraftigt vrid i prisstrukturen mellem elbiler og benzin- og dieselbiler. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Siden elbilskommissionen i sidste uge kom med sine længe ventede anbefalinger til, hvordan vi for alvor får sat turbo på salget af elbiler i Danmark, har debatten raset.

Kommissionen har fremlagt fire modeller, som den anslår vil medføre henholdsvis 500.000, 600.000, 750.000 eller 1.000.000 grønne biler på de danske veje i 2030.