Eksperter: Sats på aktier fra Fjernøsten

Der er størst potentiale i aktier fra Fjernøsten, Østeuropa og Latinamerika. Det mener en række aktieeksperter, som har kigget i krystalkuglen og set fem år frem.

Køb aktier. Især fra Asien. Men også fra Østeuropa eller Latinamerika. Hvis man har en tidshorisont på fem år eller mere, gælder det om at få købt stort op i aktier fra de såkaldte emerging markets. De har nemlig et fortsat potentiale til at stige pænt i kurs. Men aktier på stort set alle markeder vil klare sig markant bedre end obligationer.

Det er der enestående enighed om blandt et udsnit af aktieeksperter, som Berlingske Business har bedt om et bud på, hvor de største afkast skal høstes over de kommende år.

Eksperterne er blevet bedt om at rangordne deres forventninger til danske obligationer og aktiernes udvikling i verdens største regioner, og her kommer Fjernøsten ud som vinder på både kort og lang sigt. Både danske og amerikanske aktier er eksperterne derimod mere forbeholdne overfor.

Alligevel forventer aktiestrateg i Danske Bank, Morten Kongshaug, en optur på både det europæiske og amerikanske aktiemarked de kommende fem år. Men danske investorer vil sandsynligvis få spist gevinsten ved at investere i USA af en faldende dollarkurs, som ser ud til at være under pres de næste mange år. Derfor fraråder Morten Kongshaug store satsninger på amerikanske aktier.

Det er de store underskud på statsfinanser og betalingsbalancen i USA, der vil sende dollaren ned. Men også på boligmarkedet i USA er udviklingen løbet mere eller mindre løbsk, så det kan sammenlignes med IT-boblen i 2000, fremhæver Morten Kongshaug.

»Det tog teknologiselskaberne fem til seks år at komme tilbage til samme niveau for beholdning af ordrer, som før IT-boblen bristede. Noget af det samme kan ske med boligmarkedet. Der er rekord i ledige boliger i USA lige nu. Det vil lægge et stort pres på priserne mange år fremover og dæmpe det private forbrug i USA,« siger han.

Morten Kongshaug peger på, at problemerne i USA paradoksalt nok kan ramme Asien hårdere end USA, eftersom det er Kina, Japan og andre lande i Asien, der producerer forbrugsvarer til amerikanerne.

Af samme grund er Morten Kongshaug mere positiv over for Europa og Tyskland end Asien. Tyskland kan blive den store trækmotor i Vesteuropa de kommende år og drive hele denne region frem mod bedre tider.

Det skyldes, at Tyskland i dag står uden gældsætning og desuden har et boligmarked, som slet ikke er steget i pris på samme måde som i andre store lande. Samtidig vil Tyskland sammen med resten af Vesteuropa nyde godt af integrationen med Østeuropa, som giver øget handel og større international arbejdsdeling. Endelig er Europa i gang med at lave reformer på arbejdsmarkedet, endda efter dansk forbillede. Fortsætter det, kan de store europæiske aktiemarkeder begynde at stige på samme hektiske måde, som det er set i Skandinavien de sidste mange år.

Aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz, mener det gælder om at passe på med japanske aktier, som vil have det svært trods væksten i Asien og den svage japanske yen.

»Pengene søger andre steder hen. Efter 15 år med svag vækst vil investorerne gerne se mange kvartaler i træk med pæn vækst, før de føler sig fristede til at investere stort i Japan,« siger Bjørn Schwarz, der ikke ønsker at komme med bud på aktiernes udvikling de næste fem år.

Han understreger, at Sydbank forventer stigninger på alle markeder, men han har størst tiltro til Latinamerika, Østeuropa og dele af fjernøsten. Danske aktier vil derimod formentlig stige en smule svagere, men meget peger trods alt på en »moderat stigning,« lyder det fra Bjørn Schwarz.

»Der hersker næppe tvivl om, at den kommende regnskabssæson herhjemme vil byde på gode regnskaber og en række opjusteringer, som kan understøtte aktiekurserne yderligere. Men danske aktier er samlet set ikke længere billige,« siger han.

Portefølgemanager Søren Thomsen fra Jyske Bank er bekymret for udviklingen på de finansielle markeder i den nære fremtid. Han råder derfor folk med lange investeringshorisonter til at tage den lidt med ro.

»Efter en rigtig flot periode er flere usikkerhedsfaktorer nu i spil. Det amerikanske boligmarked og ikke mindst problemer på subprime-markedet giver bekymring. Vi har set de første hedgefonde komme i problemer på den baggrund, og renterne er steget på de obligationer, der har en mindre god kreditværdighed,« siger Søren Thomsen.

Han anbefaler, at man reducerer risikoen og lægger sig mere neutralt,« siger Søren Thomsen.

På længere sigt er han dog yderst positiv over for især de nye aktiemarkeder i Asien og Latinamerika.

»Landenes høje økonomiske vækst vil udmønte sig i højere afkast på en fem års horisont,« siger Søren Thomsen.

Aktieeksperten Lau Svenssen er derimod varm på japanske aktier, som han tipper til den næstbedste udvikling de kommende år lige efter det øvrige Fjernøsten.

Direktør for Nordea Invest, Peter Hemme, har Fjernøsten som sin topfavorit, og derefter følger Østeuropa og Latin Amerika, altså lidt mere farlige markeder, men også de steder, hvor afkastet har været størst de sidste fem til ti år.