Eksperter advarer: Gældskrisen kan komme tilbage

Læs mere
Fold sammen

Den manglende vilje til at stramme livremmen ind hos lande som Italien, Portugal, Frankrig og Spanien kan åbne døren for en ny gældskrise, når økonomien tager en drejning til det værre, advarer flere eksperter.

Sidste gang sendte det europæisk og dansk økonomi ud på en lang glidetur. Det skriver Finans.

»Gældsproblemet i Sydeuropa er ikke løst. Det er bare gået under radaren i nogle år, fordi økonomien har fået det bedre og fordi Den Europæiske Centralbank holder hånden under markedet. Vi kan sagtens få en ny gældskrise en dag,« siger Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank, til Finans.

Mens de faktiske underskud er faldet, vil Portugal, Frankrig, Italien og Spanien ifølge kreditvurderingsinstituttet Moody's Investors Service få såkaldte strukturelle underskud på mellem to og tre procent af bruttonationalproduktet (bnp) i år. De strukturelle tal er renset for midlertidige gevinster fra det nuværende økonomiske opsving.

Samtidig er landene blandt dem med den største gæld i forvejen. Det gør dem skrøbelige, advarer Moody's.

»Hvis man ikke i opgangstider er i stand til at præstere bare et balanceret budget, så er der noget galt. Det er den helt afgørende lektie fra tiden op til finanskrisen og derefter gældskrisen,« siger Svend Erik Hougaard Jensen, professor i økonomi på CBS, til Finans.