Efterårskulden sender væksten ned på nul i dansk økonomi

Tirsdag kan den danske økonomi gå i stå. Danmarks Statistik kommer med tal for væksten i 3. kvartal og en række økonomer regner med en vækst på omkring nul pct. eller måske under.

Flere økonomer frygter, at den danske økonomi er ved at gå i stå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Efterårskulden har meldt sig og den skærer helt ind til benet på den danske økonomi. Efter en flot start på 2016 vil den danske økonomi sandsynligvis være dykket ned til en vækst på omkring nul pct. her i 3. kvartal.

Måske vil væksten endda være negativ.

Derved kan billedet fra 2015 hurtigt gentage sig. Sidste år lagde den danske økonomi flot ud i foråret, og der var måske en vej ud af vækstkrisen.  Men derefter gik det hele i stå, og den danske økonomi sluttede 2015 af i en recession.

Helt så slemt behøver det bestemt ikke at gå i 2016, men en række økonomer ser tydelige svaghedstegn for den danske økonomi her i efteråret.

Tirsdag kommer Danmarks Statistik med tal for væksten i tredje kvartal og både Dansk Erhverv, Sydbank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med, at tallene viser en vækst på omkring nul pct.

Danske Bank er mest pessimistisk og tror på en tilbagegang i den danske økonomi på 0,5 pct.

Privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen fremhæver, at det svage 3. kvartal skyldes, at eksporten har været faldende, og det lader til, at privatforbruget mistede pusten over sommeren.

Men hun udtrykker også optimisme, fordi hun regner med, at svækkelsen i 3. kvartal vil være midlertidig.

»En række indikatorer peger på stærkere vækst i 4. kvartal, med tiltagende vækst hos vores samhandelspartnere, og udsigt til stigende privatforbrug herhjemme,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

»Et svagt kvartal er selvfølgelig aldrig kærkomment, så derfor glæder vi os over, at det tegner til at være et midlertidigt fænomen, frem for en decideret opbremsning,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian mener, at den flotte start på året skal ses på baggrund af, at vi havde flere arbejdsdage end vi plejer i foråret på grund af skuddag og en række helligdage.

Sådan vil det ikke være her i efteråret, og vi er derfor tilbage til det, som Steen Bocian kalder mere normale vækstrater for den danske økonomi.

»Vi er ikke på vej ind i en krise, men det er billedet af en økonomi, der ikke løfter sig,« siger Steen Bocian, der i lighed Danske Bank fremhæver, mange danskere følger, at det går fint nok.

»Men hvis vi bliver ved med at være i en situation, hvor virksomhederne ikke kan hæve priserne, vil det på den lange bane give problemer. Virksomhederne vil blive nødt til at afskedige nogle medarbejdere eller når der kommer mere vækst, vil det betyde, at de ikke som normalt ansætter flere medarbejdere,« siger Steen Bocian.

Cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted understreger, at man ikke skal lægge alt for meget i BNP-tallene for et enkelt kvartal, men han er bekymret for, at en opbremsning i dansk økonomi her i efteråret kan bide sig fast.

»Det kan betyde, at vi til næste år igen, igen får en svag start på økonomien. Det kan give en opbremsning på arbejdsmarkedet. Det vil give mindre medvind til det private forbrug, og det vil gøre det sværere at få gang i de private investeringer,« siger Erik Bjørsted.

Sydbank skriver i en kommentar, at tirsdag kan dansk økonomi gå i stå.

»Vi forventer, at dansk økonomi med nød og næppe undgår røde tal og lander på et rundt nul i tredje kvartal,« lyder det i en kommentar fra makroøkonom i Sydbank Søren V. Kristensen.