Efter Brexit: Briterne har nu 900 pund mindre i budgettet

Briternes beslutning om at forlade EU har betydet, at en britisk husholdning har fået 900 pund (7650 kr.) mindre i budgettet end estimeret forud for afstemningen i 2016.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA.
Læs mere
Fold sammen

Det sagde chefen for Bank of England, Mark Carney, under et møde med en finanskomité i det britiske parlament ifølge The Guardian.

Yderligere sagde han ifølge den britiske avis, at økonomien er gået ned med 2 pct. i forhold til prognoser før afstemningen, på trods af en stærkere global økonomi og Bank of Englands rentenedsættelser efter afstemningen.

Direktørens udtalelser fremprovokerede vrede reaktioner hos flere brexit-støtter, som også tidligere har været kritiske over for Mark Carney og hans prognoser.

Blandt andet har den britiske politiker Boris Johnson efterfølgende insisteret på, at brexit ikke har skadet landets interesser. Også Jacob Rees-Mogg siger, at Mark Carney råber ulven kommer.

Modsat har modstandere mod brexit taget Mark Carneys kommentarer til efterretning, og bruger det som bevis på den smerte, som de britiske husholdninger er blevet udsat for, efter at afstemningen førte til et nej til EU.

Mark Carney sig dog, at det er svært at sige med sikkerhed, at brexit er den eneste grund til, at de britiske husholdningsbudgetter er blevet mindre, men han antyder, at udfaldet af afstemningen har haft en signifikant rolle.

/ritzau/FINANS