ECB sænker renten med 0,50 procentpoint

Den europæiske centralbank, ECB, nedsætter som ventet renten med 0,50 procentpoint til 2,0 pct. Danmarks Nationalbank ventes at følge senere. (Opdateret)

Foto: John Macdougall/AFP.
Læs mere
Fold sammen
Dermed er der ikke de store overraskelser ved dagens rentemøde i centralbanken, om end der nok et eller andet sted både lå forhåbninger om større rentenedsættelser, men også frygt for skuffelse i form af en mindre rentenedsættelse.

"Det var specielt frygtet, at renten kunne blive sat ned med mindre som følge af et kompromis mellem dem i ECB, der mener der skal ageres hurtigt for at imødekomme det kraftige inflationsfald og den dybe økonomiske afmatning, og dem der mener, at det er nødvendigt at se, de allerede gennemførte rentenedsættelsers effekter på økonomien," lyder det i en kommentar fra cheføkonom i handelsbanken Jes Asmussen.

Han er overbevist om, at der findes en vis uenighed i ECB om, hvor hurtigt og hvor meget rentevåbnet skal benyttes.

"Rentenedsættelsen på 0,50 procentpoint, som bringer renten ned på niveau med det laveste nogensinde i ECB's historie, viser dog efter vores mening, at den fløj i ECB, der er bekymrede omkring både inflationsfaldet og den økonomiske krise, har fået mere gehør".

Jes Asmussen hører til det flertal af danske økonmer, der venter, at Danmarks Nationalbank kl. 16 vil sænke den danske rente med 0,75 procentpoint til 3,00 pct., og at rentespændet til Euroland dermed vil blive indsnævret.