Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For at mindske risikoen for at sende Europa ud i endnu en gældskrise, opkøber Den Europæiske Centralbank, ECB, obligationer for milliarder i flere sydeuropæiske lande.
Stigende renter i Europa har ført til et øget fokus på især de sydeuropæiske lande, hvor rentespændet er størst og nu kalder til handling.
Den Europæiske Centralbank har de seneste måneder sendt milliarder afsted mod sydeuropæiske obligationer. På samme tid er beholdningen af tyske, franske og hollandske obligationer faldet nogenlunde tilsvarende. Det tyder på, at ECB forsøger at sænke rentespændet mellem de sydeuropæiske og de retningsgivende tyske obligationer.
Obligationerne er købt med penge fra ECBs pandemiprogram, hvor flere af de vesteuropæiske obligationer er udløbet og dermed har frigjort midler til opkøbet.
Tallene fra ECB viser, at beholdningen af tyske, franske og hollandske obligationer er faldet med knap 19 milliarder dollar. I samme periode har centralbanken købt for over 17 milliarder dollar i Italien, Spanien, Portugal og Grækenland, skriver Bloomberg.
Opkøbet i de sydeuropæiske obligationer er et af de redskaber, ECB kan bruge til at trykke renten ned. Målet med opkøbene er, at rentespændet i Europa ikke bliver for stort, og risikoen for en ny gældskrise derfor mindskes.
I forbindelse med en artikel omkring ECBs redskaber for at sikre økonomien i Italien sagde Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, for to uger siden til Berlingske, at ECB ikke blot holder sig til at bruge styringsrenten for at sikre stabilitet i rentespændet.
»ECB tillader ikke for store udsving i rentespændet, og det har de andre redskaber til at styre end styringsrenten. De har opkøbsprogrammet til at købe italienske papirer, så renten ikke stiger så meget der,« sagde Helge Pedersen.
Når ECB for eksempel opkøber italienske obligationer, vil prisen stige på dem, hvilket giver bankerne et større incitament til at yde flere lån. Den øgede långivning får bankernes udlånsrente til virksomheder og husholdninger til at falde, og det vil dermed fungere som stødpude mod rentestigninger i Italien.