Der er kommet gang i økonomien og inflationen følger med. Nu begynder det at blive dyrere at være dansker.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen steg med 1,8 procent i august 2021, når man sammenligner med samme måned i 2020.
Det er den højeste stigning siden 2012. Her steg inflationen med 2,1 procent i december måned.
Det betyder, at inflationen er tæt på de magiske 2 procent, som er det inflationsniveau, man oftest går efter, når man planlægger pengepolitikken, skriver cheføkonom i Nykredit, Palle Sørensen.
»Det er det højeste niveau i næsten et årti, og vi skal helt tilbage til 2012, før den danske inflation var så tæt på de magiske 2 procent Det er nemlig det niveau, som man ofte vil kalde det optimale, og samtidig det niveau som den europæiske centralbank sigter efter for hele eurozonen, når pengepolitikken skal fastlægges,« skriver Palle Sørensen i en kommentar.
Han uddyber, at det gør det dyrere at være dansker.
»I kroner og øre betyder stigningen i priserne, at en børnefamilie i dag skal bruge 8100 kroner mere end sidste år for at købe de samme varer og tjenester. Den relativt høje inflation er i nogen grad drevet af midlertidige effekter. Navnlig faldet i energipriserne, som vi var vidne til i begyndelsen af 2020, trækker inflationen midlertidigt op. Bidraget fra sidste års afgiftsstigninger på tobak er dog så småt ved at være forsvundet,« skriver Palle Sørensen
Stigende elpriser driver inflationen
Der er særligt et område, der har været med til at trække priserne op, skriver Danmarks Statistik i en kommentar til inflationstallene.
»Det er i høj grad prisændringer inden for boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning, herunder særligt prisstigninger på elektricitet, der trækker mest op i årsstigningen i forbrugerprisindekset i august,« skriver Danmarks Statistik.
Seniorøkonom i Dansk Erhverv, Kristian Skriver, forklarer de stigende elpriser med lave vandmængder i Norden.
»Inflationen trækkes op af højere benzinpriser og kraftigt tiltagende elpriser. Dertil betyder højere gaspriser at boligudgifterne fortsætter op. Elpriserne er steget kraftigt, fordi de nordiske vandreservoirer har været lave henover sommeren ovenpå lave regnmængder;« skriver Kristian Skriver i en kommentar.