Dyr skatteplan fra Ny Alliance

Top- og mellemskat skal væk, og der skal ryddes ud i fradrag og fryns. Ny Alliances skatteplan koster 73,4 mia. kr., men er finansieret, understreger partiet.

Ny Alliance vil afskaffe topskat, mellemskat og bundskat - et indgreb, der vil koste statskassen 73,4 milliarder kroner og bringe skatten på arbejde ned på 40,6 procent på landsplan.

Samtidig vil Ny Alliance fjerne fradraget for Den Særlig Pensionsopsparing (SP) og arbejdsmarkedsbidraget, hvilket vil indbringe 30,5 milliarder kroner, så den samlede regning på skatteomlægningen lander på 43 milliarder kroner.

For at finansiere indgrebet skal velstillede i stigende grad selv betale for at komme på efterløn. Ny Alliance vil også ændre beskatningen af pensionsopsparinger - en ændring der alene skal indbringe 30 milliarder kroner. Og så skal energiafgifterne følge prisudviklingen, som det også er foreslået af regeringen, ligesom beskatningen af fryns skal skærpes. Dynamiske effekter - det at flere i arbejde og øget aktivitet i samfundet øger skattebetalingerne - kommer efter Ny Alliances regnestok oveni og er ikke nødvendigt for at finansiere reformen.

/ritzau/