Droneangreb og krigstrusler – oliemarkedet holder vejret

Oliepriserne har taget et ordentligt hop opad i denne uge som følge af droneangrebet i Saudi-Arabien. Hvor længe vil produktionen være ramt, og kommer der en væbnet regional konflikt? Olieprisen er dog fortsat i et »Guldlok«-interval, hvor den økonomiske aktivitet kun bliver let påvirket. Samtidig er der udsigt til lavere vækst i olieefterspørgslen, og i USA kan producenterne øge produktionen hurtigt.

Droneangrebet på oliefaciliteter i Saudi-Arabien har presset olieprisen op. Den er dog ikke højere, end at vores økonomi ikke bliver særlig påvirket. Andre faktorer trækker ned i oliepriserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: SOCIAL MEDIA

Olieprisen tog et stort hop mandag efter droneangrebet på de saudiske olieanlæg i weekenden. Det vurderes, at den saudiske olieproduktion er reduceret med 5,7 millioner tønder pr. dag, hvilket svarer til ca. fem procent af den globale produktion af råolie og råolieprodukter. Desuden er Saudi-Arabien den eneste olieproducent, der har kapacitet til at udvide produktionen betydeligt. Denne kapacitet er også blevet ramt.

Oliemarkedet holder vejret, men der er mange forhold, der bestemmer udviklingen fremover.

Olieprisen er steget, men er ikke høj

Olieprisen er steget, men selv springet er højt i procent, så er prisen faktisk ikke højere end den var i maj – og fortsat i intervallet 60 til 70 dollar pr. tønde, som lidt er et »Guldlok«-niveau – ikke for højt til at skade forbrugerne og ikke for lavt til at skade producenterne. Derfor skal man også tage dommedagsprofetier om den økonomiske virkning med et gran salt.

Der er to forhold, der afgør, hvordan situationen i Saudi-Arabien vil påvirke olieprisen fremover. For det første er det usikkert, hvor lang tid det tager at udbedre skaderne og genoptage olieproduktionen. For andet er det uvist, om skænderierne mellem Saudi-Arabien og USA på den ene side og Iran på den anden side vil føre til væbnet konflikt.

En væbnet regional konflikt vil give yderligere stigninger i olieprisen, blandt andet fordi knap en femtedel af verdens olieproduktion transporteres igennem det smalle Hormuz-stræde mellem Oman og Iran. Det kan skubbe den i forvejen handelskrigsudfordrede globale økonomi ud i en egentlig tilbagegang.

Det seneste hop i olieprisen er som udgangspunkt godt for olieproducenter – både lande og virksomheder – og rammer forbrugere. Det er især virksomheder inden for logistik og luftfart, der ikke har fastlåst prisen på deres olieleverancer, der vil kunne mærke det. Husholdninger i Europa vil kun i begrænset omfang blive ramt, da vores afgiftssystemer er skruet sammen, så udsving i olieprisen giver mindre procentvise udsving i benzinprisen. I USA slår højere oliepriser direkte igennem, og mandagens stigning vil isoleret set reducere husholdningernes købekraft med ca. 15 mia. dollar. Det er også derfor, at præsident Trump overvejer at sælge ud af USAs strategiske reserver på 645 mio. tønder olie.

Omvendt er højere oliepris som udgangspunkt godt for eksempelvis norsk økonomi, men kun så længe, at olieprisen ikke giver en mærkbar nedgang i den globale aktivitet. Danmark har siden 2018 været nettoimportør af olie, og højere oliepris trækker således ned i det samlede økonomiske regnskab.

Andre OPEC-lande har også produktionsproblemer

De olieproducerende lande (OPEC) indgik i 2016 sammen med Rusland en aftale om begrænsning af olieproduktionen for at lægge en bund under olieprisen. Den aftale holder stadig, men derudover er der flere af OPEC-medlemmerne, der har store udfordringer i produktionen. Eksempelvis er Libyen midt i en borgerkrig, hvor både produktionsanlæg, rørledninger og afskibningsterminaler med jævne mellemrum bliver ramt.

Venezuelas produktion er faldet med mere end to tredjedele siden 2016, og selv om amerikanske sanktioner har bidraget, er hovedårsagen det inkompetente og korrupte styre under Nicolás Maduro. Produktionsanlæg får lov at forfalde og er blevet stjålet, hvilket betyder, at en vending i olieproduktionen har lange udsigter og kræver enorme investeringer – selv efter et regimeskifte. Venezuela har verdens største kendte oliereserver.

Iran var begyndt at komme på fode efter atomaftalen fra 2015, men de seneste amerikanske sanktioner har næsten halveret olieproduktionen. Samtidig er Iran blevet presset i armene på kinesiske virksomheder i udviklingen af olie- og gasfelter. Kina er Irans største kunde.

I alt er produktionen i Iran og Venezuela halveret siden 2017 med et samlet produktionsfald på 2,9 millioner tønder pr. dag.

USA er verdens største olieproducent

Når det store fald i produktionen i Venezuela og Iran ikke har presset priserne opad de seneste år, skyldes det primært de amerikanske producenter af olie fra skiferlag. Den amerikanske olieproduktion er steget med 3,1 millioner pr. dag siden midten af 2017, og USA er nu klart verdens største producent af råolie. Der bliver nu produceret knap 12,5 millioner tønder olie pr. dag. Samtidig betyder skiferteknologien, at producenterne hurtigt kan forøge produktionen, når priserne stiger – og en hastig teknologisk udvikling har samtidig presset produktionsomkostningerne nedad.

Det er særligt i Permian Basin i grænseområdet mellem Texas og New Mexico, at produktionen er steget. Faktisk er udviklingen gået så hurtigt, at infrastrukturen ikke har kunnet følge med; en del af olien er blevet transporteret på lastbiler og tog, hvilket både udgør en sikkerhedsrisiko og er miljømæssigt meget uhensigtsmæssigt. Kapaciteten i rørledningerne er ved at blive udvidet, hvilket vil forøge produktionsmulighederne i området.

Den stigende amerikanske produktion betyder, at USA i dag er nettoeksportør af råolie og olieprodukter. Det har også vigtige strategiske konsekvenser, fordi USA dermed er langt mindre afhængig af olie fra Mellemøsten og Venezuela end tidligere. Den energiuafhængighed har præsident Trump været hurtig til at fremhæve.

Væksten i efterspørgslen er aftagende

Efterspørgslen efter olie afhænger i høj grad af den økonomiske aktivitet. Mere vækst giver højere efterspørgsel efter olie. De seneste nøgletal fra Kina peger mod en yderligere afmatning i den økonomiske aktivitet, og da Kina er verdens største importør af olie, trækker det ned i den samlede efterspørgsel i verden. OPEC forventer, at væksten i den globale efterspørgsel i år vil være den laveste siden 2013.

I vestlige lande er der et strukturelt fald i, hvor meget øget aktivitet smitter af på efterspørgslen efter olie, fordi vores vækst bliver mindre energiintensiv, og fordi vi i stigende omfang bruger andre energikilder. I udviklingslande er det mange steder modsat – eksempelvis giver en forøgelse af bilbestanden øget oliebehov.

Man skal dog ikke glemme, at olieprisen også spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. I USA lukkede kulkraftværkerne, da prisen på naturgas kollapsede som følge af øget produktion. Et endnu højere niveau for olieprisen ville sætte fut i den markedsbaserede vilje til at finde nye energikilder.

På et tidspunkt forventes det, at den samlede globale efterspørgsel efter olie begynder at falde, men ingen ved rigtigt, hvornår det sker, fordi væksten i udviklingslande overstiger, hvad vi selv leverer af grøn omstilling.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør